Christine Krogh Frausing
Skribent
Den 6. maj 1997 blev Sunny-Boy e. Sandro Hit/ Donnerhall født hos Paul Schockemöhle i Tyskland, men siden flyttede hingsten til Danmark. Det gjorde han i 2008, da Jørgen Ravn købte hingsten, hvorefter han blev kåret i Dansk Varmblod i 2009.
– Tak for mange gode år med dig i hingstestalden på Stutteri Klosterheden. Du blev den sidste i rækken af mange skønne hingste. Du var en fantastisk dejlig hingst som, i dine yngre dage, gav mange skønne rideture, også til Malene Mira Petersen som med ganske få starter red dig til B-hest, skriver Margit Ørum i et Facebook-opslag.
Da Sunny-Boy kom til Danmark var det Jørgen Ravn fra Gørklintgård der købte ham, og efter en årrække hvor han havde brugt ham til sine hopper med stor succes, overtog Margit Ørum hingsten og siden har han været opstaldet på Stutteri Klosterheden.
Til sine afkom har Sunny-Boy givet et smukt udtryk, gode grundgangarter og et godt temperament, og han har flere succesfulde afkom på stævnebanerne både i Danmark og i udlandet.