Succesfuldt B-stævne i Hedensted

21-11-2022 06:28

Trine Askjær-Jørgensen

Hedensted og Omegns Rideklub har i denne weekend afviklet B-stævne i ponydressur, hvor der traditionen tro også blev afholdt Rosenparade. Stævnet har været en stor succes, hvor "gamle" ryttere har nået at ride deres sidste stævne på pony, mens unge stjernefrø har givet en smagsprøve på, hvad fremtiden bringer

Copyright Ridehesten.com
Her er de top-3 i fredagens allerførste klasse, PRI for kat. 2-ponyer: Førstepladsen gik til Miguel Schaldemose Larsen, andenpladsen til Silke Leonora Bleeker og trejdepladsen til Seline Louise Tang Hansen. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Da vi får fat på næstformand for Hedensted og Omegns Rideklub, Christina Møller, har stævnearrangørerne netop afviklet den sidste præmieoverrækkelse ved B-stævnet i ponydressur, og således er weekendens store stævne afviklet. Med mange søde hjælpere, der har gjort en stor indsats, har klubben holdt stævne fredag, lørdag og søndag, og det med stor succes.

– Det er gået helt vildt godt, og folk har blevet glade. Vi var lidt udfordrede i starten med den storm, der pludselig meldte sig. Sjællænderne lykkedes heldigvis med at komme her, og vi fik arrangeret, at de kunne ride til sidst, så de kunne nå det hele. Vejret var jo lidt af en udfordringen for mange, fortæller Christina og fortsætter: – Det har været en megasucces med fællesspisning om aftenen, gode sponsorer, som har sørget for en masse ærespræmier, stor tilslutning til stævnet og fuldt hus stort set alle dage.

Landsstævnet her er efterhånden en fast tradition i klubben, og ligeledes er Rosenparaden, som Hedensted og Omegns Rideklub har "lagt hus" til i mange år. Stævnet og paraden er ifølge Christina en super tradition, hvor de "gamle" ryttere, som falder for aldersgrænsen har mulighed for at ride deres sidste tur og sige tak for ponytiden.

– Generelt har niveauet været højt hos rytterne, og de har vist virkelig fine takter, både de ældre ryttere, men absolut også de yngre, hvor det er tydeligt at se, at der er nogle stjerne på vej frem, siger Christina Møller.

Copyright Ridehesten.com
Miguel Schaldemose Larsen og Magic Moment. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Overblik over vinderne:
Fredagens første klasse, PRI for kat. 2-ponyer, vandt Miguel Schaldemose Larsen og Magic Moment e. Highway N med 70,063%.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Herefter fulgte PRI for kat. 1-ponyer, hvor der var så mange ekvipager meldt til start, at det blev afviklet som to separate klasser. Selma Ludvigsen og Hesselteichs a Candy Man e. A Gorgeous/ Donnerblitz vandt den første af klasserne med 73,750%, mens Lea Hygum van Deurs vandt den anden med Hedemand's Highway Junior e. Highway N/ Klooster's Eltino (opdr. Hans Hedemand) og 71,250%.

Copyright Ridehesten.com
Selma Ludvigsen og Hesselteichs a Candy Man. Foto: Ridehesten.com/Mie Thorup Poulsen

Silje Bjørk Gram og Brynithon Teifon e. Brynithon the Gigalo/ Thorneyside the Terminator vandt med 71.453% lørdagens første klasse, PRT for kat. 2-ponyer. Herefter vandt Silje Bach-Hansen og Zeus Majlund e. Fredbo's Garmin/ Anydale Martien (opdr. Stutteri Majlund v/ Annika Pagård) den første PRT for kat. 1-ponyer, mens Benedicte Schmith og Vognmandgårdens Bentley e. Kantje's Valentijn/ Zwavo's Suprise (opdr. Stutteri Vognmandsgården) vandt den anden PRT for kat. 1-ponyer med 70,427%.

Copyright Ridehesten.com
Benedicte Schmith og Vognmandgårdens Bentley. Foto: Ridehesten.com/Mie Thorup Poulsen

Lørdag aften sluttede med Rosenparaden, som du kan læse om i en særskilt nyhed, og søndag stod den så på PRM, det højeste niveau i dressur for ponyer. Her lagde Ingeborg Elizabeth Schou og FS Calimero e. FS Dior De Luxe ud med at vinde for kat. 2-ponyer med 70,935%.

De to kategori 1-klasser blev vundet af henholdsvis Selma Ludvigsen med Egelykkes Perfetto på 73.333% og Benedicte Schmith og Vognmandgårdens Bentley e. Kantje's Valentijn/ Zwavo's Suprise (opdr. Stutteri Vognmandsgården) på 71.545%.

Stævnets resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner