Trine Askjær-Jørgensen
Når maskinudstillingen på Roskilde Dyrskue åbner portene til en weekend fyldt med landbrugsmaskiner, teknologi og innovation, så vil det være den største maskinudstilling, som Roskilde Dyrskue har afholdt på Dyrskuepladsen i sin 52-årige historie.
Mere end 180 udstillere og tusindvis af maskiner kan gæsterne glæde sig til at besøge på det 65.000 kvm store maskinområde på Dyrskuepladsen i Roskilde. Arealet er større end sidste år, som ellers også blev udvidet markant.
– Vi er meget begejstrede og stolte over at kunne præsentere denne historisk store maskinudstilling for vores gæster, siger Niels Mathiasen, ansvarlig for maskinudstillingen for Roskilde Dyrskue.
– Maskinudstillingen giver landmænd, entreprenører og andre i branchen en unik mulighed for at se de seneste teknologiske fremskridt og mulighed for netværk og vidensdeling. Den store tilslutning er med til at fastholde maskinudstillingen på Roskilde Dyrskue som Danmarks største udendørs maskinudstilling.
På maskinudstillingen vil der være en unik mulighed for at se de nyeste teknologier og løsninger til både fagfolk og private. Der er noget at se for både landmænd, landbrugsentusiaster, entreprenører og havefolk. Udstillingen vil omfatte alt fra traktorer og høstmaskiner til avancerede landbrugsmaskiner og robotter, der hjælper i store dele af landbruget, med såning, gødning og høst. Foruden landbrugsmaskiner er der også stor tilslutning fra leverandører med skovbrugs- og entreprenørmaskiner, have- og parkmaskiner samt landbrugsbygninger, inventar og byggematerialer.
Fremme af bæredygtig teknologi
I dag er der et stigende fokus på bæredygtighed og grøn udvikling i alle brancher, herunder også entreprenørmaskin- og transportindustrien. Det øgede fokus på den grønne omstilling fra kunderne kan også mærkes hos Volvo. Volvo er for et stykke tid siden begyndt at producere elektriske entreprenørmaskiner og elektriske lastbiler.
– Vi oplever i øjeblikket stor interesse og efterspørgsel efter elektriske modeller fra vores kunder. Det er dog ikke alle, som endnu er overbeviste om, at elektrisk materiel har samme egenskaber, som det konventionelle, men Volvo tilbyder f.eks. både elektriske gravemaskiner og læssemaskiner i flere størrelser med samme kapacitet som tilsvarende dieseldrevne maskiner samt elektriske lastbiler med kraftige opbygninger som på de konventionelle diesellastbiler, men som er eldrevet og gør dem ideelle til eksempelvis de kortere ture mellem byggepladserne i byerne samt distributionskørsel, siger Kim Antonsen, kundekonsulent og teamleder hos Volvo Entreprenørmaskiner A/S.
Han fortsætter: – Gæsterne på årets dyrskue kan godt glæde sig til at opleve et udpluk af vores elektriske køretøjer, som vi tager med for at vise og inspirere vores kunder. Fremtidens maskiner er rigtig godt på vej.
At fremme grøn udvikling på en maskinudstilling som Roskilde Dyrskue kan være med til at skabe bevidsthed og opmærksomhed omkring de positive effekter af grøn teknologi.
Danmarksmesterskab på dyrskuet
Udover maskinudstillingen vil Roskilde Dyrskue også tilbyde en bred vifte af andre aktiviteter for børn og voksne i alle aldre. Eksempelvis vil konkurrencen Danmarks Bedste Lærling (maskinmekanikerlærling) for første gang blive afholdt på Roskilde Dyrskue.
Til konkurrencen udvælges de fire bedst kvalificerede lærlinge af en jury. Deltagerne skal i løbet af weekenden dyste i flere forskellige discipliner med fokus på især fejlfinding, og de skal søge relevant dokumentation og reparationer på forskellige landbrugsmaskiner. Deltagerne får først at vide, hvilke maskiner de skal reparere til selve konkurrencen.
Konkurrencen afvikles i et samarbejde mellem Landbrugsmaskinmekaniker-uddannelsen på HEG - Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, Dansk Maskinhandlerforening, Dansk Metal og Landbrugsavisen. Konkurrencen på dyrskuet skal gerne være med til at øge interessen for faget, som igennem de senere år har fået stadig flere unge til at søge til uddannelsen.
Roskilde Dyrskue afholdes den 2.-4. juni 2023 på Roskilde Dyrskueplads.
Billetter kan købes via hjemmesiden, hvor man også kan finde yderligere information om udstillinger og aktiviteter.