Stjernespækkede startlister ved DM

13-06-2018 17:57

Britt Carlsen

I de kommende dage afvikles DM for seniorer samt Dansk Ride Forbunds mesterskab for U18 og U21 ryttere på Tågerup ved Sommersted. Flere tidligere vindere stiller op i mesterskabsklasserne hos Absolute Horses

Copyright Ridehesten.com
På podiet for seniorer 2017: Thomas Sandgaard, Gitte Dahl og Karina Leichle (th).

Så er DM i ridebanespringning hos Absolute Horses på Tågerup i Sommersted ved Kolding kommet i gang. Og interessen for at være med til stævnet har været stor. Der bliver omkring 1000 starter på de fem dage.

Tilmeldingen til de tre mesterskabsklasser er vokset støt, så nu er Agria DRF-mesterskabsklassen Jyske Bank U21 er 30 deltagere. Det er bl.a. sidste års vinder Josephine Bøgh, dog på en anden hest – Laurenz – og sidste års sølvmedaljetager Christine Nielsen på Griffin. Sidste års vinder i U18 Clara Hallundbæk stiller op i U21 med både Quimondo de la Roque, som hun vandt på, og Dakar. U21-rytterne springer 145 cm torsdag, og de bedste 20 rider finale over to runder lørdag.

Copyright Ridehesten.com
På podiet sidste år for U21: Josephine Bøgh, Christina Nielsen og Lejse Bramminge.

Til Agria DRF-mesterskabet Pedersen Sporthorses U18 er der 33 tilmeldte. Det er bl.a. Laura Baaring Kjærgaard og Christine Thirup Christensen, der fik sølv og bronze i fjor, og Theodor Wildfang Linde, som vandt mesterskabet for kategori I-ponyer sidste år. U18 rider første afdeling på 140 cm fredag og finale over to runder søndag.

Senior-stjerner
Hele 35 ekvipager prøver at vinde Stephex Stables Senior DM. Det er en stjernespækket liste. Blandt deltagerne er Thomas Sandgaard, der vandt både i 2011 og i fjor. Han kommer på Amarone, som han vandt med i 2011.
Søren Nørgaard Pedersen, som vandt i 2012, deltager ligesom Lars Bak Andersen – mester i 2013 – og Søren Møller Rohde, der vandt i 2016. Han har to heste med – bl.a. vinderhesten Velerne Ask. Gitte Dahl, som fik sølv i fjor, prøver igen på Conan. Også den ene af stævnets værter, Andreas Schou, stiller op - på Sanlou og Elien.
Senior-rytterne rider kvalifikation fredag på 150 cm og finale over på runder på først 150 og så 160 cm som stævnets sidste klasse søndag.

Banedesigner er – som han har været det mange gange på Tågerup – Bo Bak Andersen med Brian Jul Sneistrup og Christian Eilschou Holm som assisterende banedesignere.

Se resultater og startlister HER

Copyright Ridehesten.com
Podiet for U18 2017: Clara Hallundbæk, Laura Baaring Kjærgaard og Christine Thirup Christensen.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner