Stærkt hold udtaget til EM i paradressur

16-08-2023 12:14

Annika Knudsen Lorentsen

Dansk Ride Forbund har nu sat navn på de danske ryttere, der skal repræsentere de rød-hvide farver ved EM i Riesenbeck

Copyright Ridehesten.com
Renee Igelski med Beyond Dreams. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Når EM i paradressur løber af stablen i Riesenbeck den 4. til 9. september 2023, bliver det med et dansk landshold bestående af fire dygtige ekvipager og en reserve. Landstræner Astrid Gemal har stor tillid til holdet. 

Det danske EM-hold:

  • Tobias Thorning Jørgensen med Jolene Hill
  • Renee Igelski med Beyond Dreams
  • Line Thorning Jørgensen med Blue Hors Zackzimo
  • Nicole Johnsen med Moromax

Reserve:

  • Pia Wulff Jelstrup på Zafira
  • Tobias Thorning Jørgensens har sin egen reservehest, det er Blue Hors Zackorado

Holdet består af en række erfarne og dygtige ryttere, hvoraf flere er utroligt hjemmevante på konkurrencebanerne, både nationalt såvel som internationalt.

– Som altid er drømmen om medaljer stor hos hele holdet, og særligt Tobias Thorning Jørgensen, som har et forkromet CV sammen med hesten Jolene Hill og et meget højt ambitionsniveau, er der store forhåbninger til, fortæller landstræner Astrid Gemal.

Baggrund for udvælgelse
Udvælgelsen til dette års EM-hold er baseret på hele årets formkurve og kulminerede ved det netop overståede internationale paradressurstævne i Vallensbæk. Stævnet var nemlig på forhånd udnævnt som et ”udtagelsesstævne”.

Med kun 17 dage til EM er det en travl periode for landstræner Astrid Gemal, som fortæller om hendes fornemmeste opgave:

– Det er min fornemmeste opgave at optimere så meget som muligt for hele holdet – både ryttere, heste og hele staben. Vi er klar til at gøre, alt der skal til, for at vi kan lykkes så godt som muligt.

På baggrund af erfaringen fra VM i Herning sidste år, er det desuden besluttet at rytterne skal mødes til en bootcamp den 1. september hos Blue Hors. Formålet med denne bootcamp er bl.a. at skabe en fællesskabsfølelse, aftale en gameplan og give rytterne mulighed for f.eks. at sparre med en sportspsykolog fra Team Danmark forud for mesterskabet.

– Vi vægter fællesskabet rigtig højt, og det er vigtigt, at holdet er i sync med hinanden, når vi skal afsted, afslutter Astrid.

/Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner