Annika Knudsen Lorentsen
I løbet af 18 følårgange er den franske hoppe Fragance de Chalus e. Jalisco B/Fury de La Cense blevet mor til intet mindre end 45 føl. Det er i hvert fald det antal hun har registreret på HorseTelex.com.
Hoppen har selv gået internationale klasser op til 140 cm med belgiske Karline de Brabander, og alt imens har hun præsteret at få 45 afkom via embryotransplantation. Hoppen kommer fra Stal de Muze i Belgien, hvor hun i alt tilbragte 25 år af sit 26 år lange liv, som sluttede i foråret 2019. Efter hoppens død skrev indehaverne af Stal de Muze følgende:
– Efter at Fragance har været i vores familie i 25 år, måtte vi sige farvel. Vi kan ikke udtrykke vores taknemmelighed nok overfor hende, Fragance havde en meget stor andel i den succes som vores projekt De Muze stable & breeding har haft. Nu lever hun videre i sine mange efterkommere og vi vil altid have hende i vores hjerter.
Fragance de Chalus er efter hingsten Jalisco B, som har gået Grand Prix og blandt andet også er far til DV-hingsten Quidam de Revel, som blev nr. 4 ved OL i Barcelona, og efterfølgende kom til danske Thomas Velin, og som desuden har haft en helt utrolig indflydelse på verdens springavl, med et utal af toppræstationsafkom.
Mange succesfulde afkom
Fragance de Chalus har blandt sine mange afkom en del kårede hingste i forskellige forbund, og mange af afkommene har gået topsport internationalt. Den mest kendte er Mylord Carthago e. Carthago Z, som med franske Penelope Leprevost i sadlen vandt VM-sølv for hold i 2010 og holdsølv ved EM i 2011. Desuden red parret også ved OL i London i 2012.
Blandt de øvrige afkom er blandt andre avlshingsten Bamako de Muze e. Darco, Arc en Ciel de Muze e. Rubens du ri d'Asse og avlshingsten Nordon d' Eole e. Cento, hoppen Vodka Orange de Muze e. Darco, Jolly Mome e. Darco, som alle har gået international springning på allerhøjeste niveau.
Se listen over hoppens afkom på HorseTelex.com her.