Thomas Bach Jensen
Yara Reichert fra Tyskland har netop sikret sig 7-årige Valverde efter Vitalis/Ampere, der er avlet af Reesink Pferde i Holland, og 7-årige Springbank II VH efter Skovens Rafael/De Niro, som er avlet af Tobias Hansson/Västra Hoby Stuteri AB i Sverige.
– Det betyder rigtig meget for os, når en rytter som Yara vælger at kontakte os for at se, om vi kan finde det perfekte match. At hun så falder for to af vores allerbedste avlshingste er et stort skulderklap til hele teamet. For successen påhviler jo ikke alene de personer, der formår at selektere de gode heste, men også dem, der uddanner dem med henblik på at mestre dressursportens sværeste øvelser, fortæller Andreas Helgstrand, der glæder sig til at følge Yara og hingstene på deres vej mod Grand Prix.
Valverde og Springbank II VH er nogle af hingstestationens mest efterspurgte hingste. De viser begge stort talent for de svære øvelser og har en lovende fremtid som kommende Grand Prix-heste. Valverde har under Eva Möller har skabt en bølge af sensationelle resultater, herunder vinder af championatet i Westfalen tre år i træk, Bundeschampion for 5-års og sølvvinder for 4-års foruden en titel som fløjhingst i Westfalen.
Sideløbende har Springbank II VH taget sit hjemland Sverige med storm, hvor især tre championatsvindertitler har slået hans navn fast – senest under Betina Jæger. Dertil tryllebandt Springbank II VH avlsledelsen i Dansk Varmblod og løb med titlen fløjhingst og vandt suverænt sin 35-dages test.
– Vi selekterer de bedste heste i verden, og her har vi med to hingste at gøre, der ikke bare har de kvaliteter, som den moderne avler efterspørger, men som også grundet deres fænomenale ridefærdigheder og temperament gør sig exceptionelt i sporten. Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vi må skuffe avlerne i forhold til, at de ikke længere står hos os, men vi håber, at der også er et ønske om at give hingstene de bedst mulige betingelser for at få en plads i den absolutte elite, se dem vokse med opgaven og få den internationale anerkendelse og succes, som de fortjener. Heldigvis kan avlerne glæde sig over, at både Valverde og Springbank II VH fortsat vil være tilgængelige, fortæller Andreas og fortsætter:
– Vi er selvfølgelig stolte over, at vi har udviklet et koncept, der efterspørges af topryttere fra hele verden, men vi må endnu engang opfordre avlere verden over til fortsat at kombinere de stærkeste blodlinjer, så vi kan få endnu flere gode dressurheste. De er stærkt efterspurgte – især de 5-7-års, og lige nu er efterspørgslen så stor, at vi ikke kan følge med, slutter Andreas.
/Pressemeddelelse.