Britt Carlsen
Berider Søren Wind starter som rytter på Blue Hors den første november. Søren, der er 24 år og dermed har et år tilbage som U25-rytter, var de sidste to år af læretiden hos Andreas Helgstrand, og han blev efter endt uddannelse ansat hos Helgstrand Dressage, hvor han nu har været i godt tre år.
Søren kommer til at savne sine gode rytterkolleger hos Helgstand Dressage, men han kunne mærke, at han gerne ville prøve kræfter med noget andet. –Hos Andreas får vi nogle helt super heste at ride, men de er også hurtigt solgt, for her er alt til salg. Jeg kan godt tænke mig at kunne fokusere mere på sporten, som de gør det på Blue Hors, fortæller Søren. Han var de første år af sin læretid i Billund hos Allan Blomgren, så han har mange bekendte i området. Alligevel ved han, at han kommer til at savne sine gode rytterkolleger på Helgstrand Dressage. –Vi er et fantastisk team, alle hjælper hinanden, og man kan få hjælp af nogle af de aller bedste ryttere. Det kommer jeg til at savne. Omvendt, så glæder jeg mig til at ride og træne sammen med de dygtige ryttere og trænere på Blue Hors.
Søren er også springrytter, han ejer selv to springheste, og de kommer til at stå på Blue Hors. Springningen, føler han, giver et godt afbræk i dressurtræningen, og det er noget, han bestemt ikke vil undvære. Det gavner også én som rytter, mener han, og da en af hans gode venner Konstantin Künnemann bor i nærheden, er planen, at Søren kan springtræne der.
Søren ser frem til at få ansvaret for uddannelsen af et antal heste på Blue Hors. Han er vant til at ride heste fra 3-års til Grand Prix, og så kan han godt lide at arbejde med de unge heste, at uddanne dem, og følge dem i en årrække. Det vil han i højre grad kunne på Blue Hors, hvor slutmålet er at lave en Grand Prix hest og ikke en salgshest.
Det bliver dog svært på mange måder at sige farvel til Helgstrand Dressage, ikke alene til hans rytterkolleger, men også til flere af hestene. –Jeg kunne godt lige håndplukke nogle stykker af "mine" heste og tage med videre, smiler Søren. Han kommer til at savne Diego, som han vandt sølv på ved DM for U25 i sommer, og guldmedaljehoppen Queenparks Wendy e. Sezuan/Blue Hors Soprano, om hende siger han: –Jeg har aldrig siddet på sådan en hest før, det er en helt vanvittig god hest, hende kommer jeg til at savne rigtig meget, men der skal nok kommer nogle nye stjerner på Blue Hors, slutter Søren Wind.