Søren Pedersen til tops i rankingklasser

16-12-2018 19:41

Camilla Tiefensee Schrøder

Det er ikke kun på dressurbanen, at danske ryttere har haft succes i Frankfurt denne weekend. Også den danske springrytter Søren Pedersen har opnået flere placeringer, og han rundede her til aften af med en fjerdeplads i den afsluttende Grand Prix

Copyright Ridehesten.com
Søren Pedersen og Tailormade Chaloubet. Foto: Ridehesten.com

Søren Pedersen sprang sig i dag til en fjerdeplads i rankingklassen Großer Preis von Hessen på den 13-årige hingst Tailormade Chaloubet e. Chacco-Blue/Baloubet du Rouet (opdr. Gestüt Lewitz). Han red fejlfrit i første runde over de 155 cm høje forhindringer og klarede omspringningen i tiden 43.42 med en enkelt bom, og dermed sikrede han sig præmiesummen på 6269 EUR, som fulgte med den høje placering i feltet af 45 ryttere.

Grand Prix-klassen var weekendens sidste springklasse ved det internationale stævne Festhallen Reitturnier i Frankfurt. Det har været en weekend med mange placeringer for den tysk-baserede danske springrytter.

Tidligere i dag kom han på andenpladsen i LOTTO Hessen Preis, en 140 cm-klasse for 7-8-årsheste. Den placering opnåede han med den unge vallak Tailormade Chaccsky PS e. Chacco-Blue/Cornet Obolensky (opdr. Gestüt Lewitz). Med samme hest blev han nummer fire i lørdagens Spielbank Wiesbaden Preis.

I lørdagens 150 cm Champions Cup blev det til en niendeplads på Tailormade Sandros S Bella e. Sandro Boy/Chacco-Blue (opdr. Gestüt Lewitz), og fredag blev han nummer otte i rankingklassen FRAPORT Preis: Championat von Frankfurt, denne gang i sadlen på Tailormade Chaloubet.

Se alle start- og resultatlisterne

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner