Annika Knudsen Lorentsen
World Cup er en af de mest prestigefyldte konkurrencer i ridesport, og sæsonen 2025/2026 er i fuld gang. På springsiden har Danmark været særdeles aktiv i denne sæson, idet, at der har været danskere til start ved hver eneste afdeling.
Sæsonen startede tilbage i oktober i Oslo, hvor Søren Møller Rohde var den danske repræsentant i World Cup-konkurrencen. Det var også Søren der repræsenterede Danmark ved de to næste afdelinger i henholdsvis Lyon og Verona, og Søren har dermed allerede været afsted til tre World Cup-afdelinger i sæsonen.
I denne uge er der igen World Cup i springning på programmet. Det er den niende afdeling i sæsonen, som finder sted i Leipzig, Tyskland, og her er det igen Søren der skal afsted. Dermed skal han ride sin fjerde World Cup-afdeling i denne sæson.
Søren får hård konkurrence fra verdens andre topryttere. Det drejer sig blandt andet om den aktuelle tredjeplads i den samlede stilling, franske Julien Epaillard, samt topryttere som tyske Christian Ahlmann, irske Denis Lynch, belgiske Jerome Guery og svenske Malin Baryard-Johnsson.
Stævnet i Leipzig starter torsdag, og for de ryttere, der skal ride de 5-stjernede konkurrencer, er den første konkurrence på programmet, en 145 cm-klasse. Fredag er der blandt andet en 155 cm-klasse på programmet, mens lørdag blandt andet byder på Championat der Stadt Leipzig, der også afholdes på en 155 cm høj bane. Søndag slutter stævnet, og her er blandt andet World Cup-kvalifikationen på programmet. Her lyder højden på 160 cm.
Med sig til Leipzig bringer Søren Møller Rohde to heste. Han er tilmeldt med hans EM-hest Grace Ask e. Darco/Contender og vallakken Evolution Ask DWB e. Zirocco Blue/Cheenook.