Sønderborg Sportsrideklub giver rytterne en god stævnestart

10-10-2024 21:04

For tredje år i træk åbner Sønderborg Sportsrideklub i weekenden dørene til deres D-stævne, som de kalder "Kom godt fra start". Her er der plads til alle, der ønsker en god oplevelse, masser af smil og god stemning

Copyright Ridehesten.com
I denne weekend afholdes "Kom godt fra start"-stævne hos Sønderborg Sportsrideklub. Foto: Privat.

På lørdag, den 12. oktober, afholder Sønderborg Sportsrideklub for tredje år i streg deres "Kom godt fra start"-stævne, som har til formål at sikre en fed oplevelse og en god start på stævnekarrieren for selv de allermindste. Stævnet har de foregående år været en stor succes, og for to dage siden kunne Sønderborg Rideklub melde lukket for tilmeldinger til stævnet med i alt 295 antal starter

Hele ideen bag de her stævner er, at alle der deltager, skal have en god oplevelse, og det har virkelig været vores opfattelse, at alle deltagere de tidligere år, netop er taget hjem med en rigtig god oplevelse og et kæmpe smil, fortæller Gitte Deutschbein, medarrangører af stævnet. 

Copyright Ridehesten.com
Stævnet plejer at være en kæmpe succes, hvor alle tager derfra med smil og gode oplevelser. Foto: Privat.

På lørdag er der klasser fra bom til LA2** for både ponyer og heste, og fælles er, at alle skal tage derfra med en god oplevelse med masser af smil. Derfor er det også tilladt at modtage hjælp på banen, ligesom der er flotte rosetter og ærespræmier at ride om, og alle deltagere får en goodiebag med sig hjem. 

Det er simpelthen fantastisk at se, hvordan alle deltagerne bare er så glade. Vi føler virkelig, at vi giver dem en rigtig god start på livet som stævnerytter, og det er virkelig et af vores helt store mål med de her stævner, fortæller Gitte. 

Copyright Ridehesten.com
Deltagerne får en god start på livet som stævnerytter. Foto: Privat.

Udover et ridestævne, er der også en anderledes konkurrence, hvor det gælder om at skille sig ud. Det kan for eksempel være, at hesten, ponyen eller rytteren er pyntet, eller hvor ekvipagen skiller sig ud på noget helt andet. Derudover er der i år lavet medaljer til alle deltagere, så ingen går tomhændet hjem, uanset resultat. 

Stævnet er simpelthen bare så bekræftende at holde. Alle de glade børn og ryttere, er bare så fantastisk, de er simpelthen så søde. Det er en kæmpestor fornøjelse at være en del af, fortæller Gitte og fortsætter: – Vi ville heller ikke kunne gøre det uden vores fantastiske frivillige, og ej heller uden vores sponsorer. De er en kæmpe del af, at vi kan give vores ryttere en god oplevelse. 

Copyright Ridehesten.com
Der er lavet medaljer klar til alle deltagere. Foto: Privat.

På lørdag er der som sagt knap 300 starter fordelt ud på hele dagen, og én ting er klart, hvis man spørger Gitte: – Vi samler på gode oplevelser. I den her tid, hvor ridesporten er lidt udfordret, er det simpelthen bare fantastisk med en dag, hvor positivitet og glade ekvipager skinner igennem

Du kan se start- og resultatlisten til stævnet her. 

Copyright Ridehesten.com
Knap 300 starter skal på lørdag på banen. Foto: Privat.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner