Sommertid er hestetid

27-03-2023 12:47

Charlotte Kusk Berwald

I weekenden gik vi på sommertid og bortset fra, at vi lige skal vænne os til et nyt klokkeslet, er det primært godt nyt for alle os, der holder af heste

Copyright Ridehesten.com
Sommertid er den bedste tid. Foto: Ridehesten.com/Kasper la Cour Kamuk

Natten til søndag sprang vi en times søvn over, men det er ganske godt givet ud. Nu kommer de lange, lyse aftener nemlig, og bortset fra flyvende plager bliver det nu en helt anden oplevelse at have heste.

  • Nu kan man nå en tur i det fri om eftermiddagen, når vejret er til det. I aften går solen ned klokken 19.49, så der er ingen grund til at stresse og haste sig igennem rideturen for at nå hjem før mørkets frembrud.
  • Lyset behøver ikke brænde om aftenen længere. Det sætter pengepungen pris på, når strømregningen skal betales.
  • Hestene kan komme senere ind – uden at man skal lukke ind i halvmørke.
  • Udendørssæsonen starter så små op, og det er muligt at ride konkurrence sidst på dagen uden at skulle fumle rundt i halvmørke.
  • Det er muligt at se møddingen ordentligt, når der muges ud, og man slipper dermed for ubehagelige og ildelugtende overraskelser.
  • Foldene bliver snart grønne, og hestene kan komme på græs.
  • Mennesker har generelt godt af frisk luft og sollys – nu er det slut med at mangle D-vitamin for denne gang.
  • Hestene er i fuld gang med at fælde, og det betyder, vi snart får lov at nyde dem i deres smukke, blanke sommerpels. Lige indtil det regner, og de vælger at rulle sig i foldens største mudderpøl, men det er en anden snak.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner