Charlotte Kusk Berwald
Først var vi anonyme på internettet. Med de sociale medier kom muligheden for at sætte ansigt på folk. Nu begynder anonymiteten at sprede sig igen. På de sociale medier kan en enkelt fjer, hurtigt blive til fem høns. Eller en hel hønsegård. De sociale medier er med til at forme vores virkelighedsopfattelse på både godt og ondt.
Jeg prøver at fokusere på det positive
Den dansk/amerikanske dressurrytter Charlotte Jorst er ikke bange for at stikke næsen frem på de sociale medier og prøver, for så vidt muligt, at tage det positive med sig i alt.
– Jeg kigger ikke ret meget på det negative, jeg holder mig til positive mennesker. Folk tror ofte noget andet om en, end man selv oplever. Hun er nok bare glad og lykkelig hele tiden. Men der er jo ingen opskrift på fuldendt lykke, der er hele tiden et eller andet og folk glemmer måske lidt at menneskelivet går op og ned for os alle. Forleden skrev jeg at alle skulle prøve at være rige og berømte, for så ville de opdage at det slet ikke er svaret på lykken. Det var der mange, der ikke kunne forstå. Man lærer så enormt meget om mennesker på de sociale medier. Jeg kan godt lide at provokere lidt, det sætter tanker i gang og det bliver man klogere af, fortæller Charlotte Jorst til Ridehesten.
Sidste år fortalte hun om at hun havde fået klonet ikke blot en, men hele to heste. Dette gav anledning til en debat om kloning og det etiske omkring netop dette emne. Her var hesteverdenen tydeligt delt i to lejre. Den ene lejr mente at det var spændende med al den nye teknologi og den anden lejr var noget mere kritisk. Flere mente endda at den slags burde forbydes. Dette lod Charlotte sig dog ikke påvirke det mindste af.
– Som jeg siger, så handler det om at fokusere på det positive. Ellers får al negativiteten blot lov til at dræne en for liv. De fleste mennekser er i bund og grund gode mennesker, men der findes selvfølgelig også mennesker, der ikke er gode og rare. Dem skal man øve sig i at lukke ørerne for, slutter Charlotte.
Det var lige ved at tage modet fra mig
En anden rytter, der har oplevet hvordan internettet og de sociale medier kan kamme over, er springrytter Michelle Påhlson Lauridsen der sidste år mistede sin hest til et stævne. Herefter oplevede hun hvordan folk spredte usandheder om ulykken, navnligt var der en tråd på Reddit, der kammede fuldstændig over.
– Folk sad og skrev om hvor ond jeg var. En trådstarter havde skrevet om at min hest havde brækket benet efter det næstsidste spring, hvorefter jeg var redet videre og havde tvunget min hest til at springe over det sidste spring. Folk var meget forargede og rygtet spredte sig lynhurtigt. Der var folk, der begyndte at skrive til mig for at høre om det virkelig var rigtigt. Det var over det hele med det samme og alt for mange delte bare ukritisk sladderhistorien. En hest kan ikke gå på et brækket ben og den kan da slet ikke springe et spring, det er vildt at folk tror at bare fordi det står på Reddit at så er det nok sandt, fortæller Michelle.
Nogle dage efter ulykken fortalte hun om hvad der var sket og dette medførte at mange udtrykte deres store sympati for Michelle. For Michelle var det dejligt at se at de fleste godt kunne se at det var en hændelig ulykke og intet andet end det. Skaden var dog sket.
– Skaden var bare sket. Der var jo folk, der kun havde hørt rygterne og som ikke havde hørt sandheden. Det var som om folk følte de havde krav på min historie. Havde krav på at stille nærgående spørgsmål og krav på at høre mere. At folk skrev kommentarer om at det var et uheld og at jeg reagerede hurtigt da det skete, gjorde noget godt. Men de andre havde jo gjort mig usikker og jeg tror der går mange år før jeg virkelig får kastet den usikkerhed af mig igen. Hvis jeg nogensinde kommer af med den igen. Jeg tror ikke folk har nogen anelse om hvor meget skade det kan gøre, når de skriver den slags online. Man siger jo at internettet aldrig glemmer og det er sikkert sandt, men jeg glemmer det heller ikke. Jeg var lige ved at knække sammen på grund af alt det her, fortæller Michelle. Hun oplevede dog også at fremmede begyndte at kontakte hende. Nogle for at udtrykke deres sympati og støtte. Andre henvendelser var temmelig grænseoverskridende.
– Jeg blev kontaktet af en mor hvis datter var styrtet på Vilhelmsborg og hun mente at hun vidste hvordan jeg havde det. Hendes datter kom lidt til skade, men de fik trods alt deres hest med hjem igen i levende live. Hun talte løs om deres styrt og det var tydeligt at hun ringede fordi hun havde brug for at tale om sin ulykke, det gjorde måske noget godt for hende, men for mig gjorde det bare det hele meget værre. Jeg håber virkelig folk vil tænke sig lidt om og overveje hvordan ting bliver opfattet. Og at en enkelt lille kommentar på Facebook eller Reddit, eller hvor man nu skriver henne, kan føre til at andre får det meget værre. Altså, sociale medier er en god ting, men ligesom med så meget andet, skal de bruges med omtanke, slutter Michelle.
