Charlotte Kusk Berwald
Efter at have taget en bom på det sidste spring, der kostede Michelle Påhlson Lauridsen og Chianty Rufina e. Chacco Blue/ Wiener Star (opdr. Anne Peter) sejren, red Michelle en 20-meter volte efter hun var kommet gennem mål. Halvvejs rundt på volten hører hun et højt smæld og tror i første omgang, at hendes hest har trådt en sko af. Hun skynder sig at springe af og straks kommer folk væltende for at hjælpe hende med at få udstyret af hesten.
Straks går der en procedure i gang hvor stævneleder Casper Cassøe får fat i en dyrlæge, ligesom hesteambulancen gøres klar til at køre ind i hallen og hente hesten, så den ikke selv skal gå ud. Hesten bliver hurtigst muligt smertedækket og skal kun gå de få skridt ind i traileren, hvorefter den køres om til den faste stald, hvor dyrlægerne fra Højgård Hestehospital kort tid efter ulykken står klar til at tage røntgen og sætte gang i behandlingen.
– Først ser det umiddelbart fint ud. Dyrlægerne er optimistiske og håber på, der bare er tale om en seneskade. Dyrlægen tager et sidste røntgenbillede af hoven og udbryder så bare nej, nej nej, fortæller Michelle til Ridehesten, og fortsætter: – Hovbenet var bare knust til atomer. Jeg ringede straks til min mor, der ejer hesten, og fortæller hende det, og vi er også enige om, at Chianty bare skal reddes, koste hvad det vil. Hun har tidligere fået et akut kejsersnit, hvor vi også bare betalte, hvad det kostede, hvis bare de kunne redde hendes liv. Jeg talte med kirurgen, der fortalte mig, at selvom vi opererede, var der knap 1% sandsynlighed for, at hun ville blive smertefri, og han anbefalede, at vi gav hende fred. Så det fik hun. Arrangørerne var meget behjælpelige og sørgede godt for mig og min hest. Skoene blev taget af, og der blev klippet et stort stykke af halen, så jeg kunne få en lille del af hende med hjem igen.
Uheldigvis begyndte der hurtigt at opstå ubehagelige rygter om, hvordan ulykken var forløbet, og Michelle har fået mange beskeder fra fremmede:
– Dagen efter kunne jeg sidde inde i ridehallen og høre folk fortælle, at hesten brækkede benet i dobbeltspringet, og jeg bare red videre, fordi jeg var totalt ligeglad med min hest, fortæller hun.
– Efter hun havde brækket benet, kunne hun ikke støtte på benet, og selv under den korte køretur over til stævnestalden stod hun på tre ben. Det gør mig bare så ked af det, at folk siger sådan noget. Ikke nok med at jeg er i dyb sorg over at have mistet min allerbedst ven, så skal jeg også have kastet det her i hovedet. Folk, der har set det, har skrevet, fordi de jo også har brug for at få det bearbejdet. Det forstår jeg godt, men de må også forstå, at hver gang de skriver, så ripper de op i det, slutter Michelle.
Processen
– Det er heldigvis yderst sjældent der sker sådan et uheld, men så snart det sker har vi heldigvis en procedure der træder i kraft, fortæller stævneleder Casper Cassøe og fortsætter: – Vi var så heldige at dyrlæge Camilla Ringkjær Andresen var til stævnet som deltager og hun kom med det samme og hjalp. Så stort tak til hende, for at træde til at begynde at smertedække hesten. Vi gik også selv i gang med at ise hesten. Som sagt er det meget sjældent at der sker så alvorlige ulykker til vores stævner, men så snart uheldet er ude så har vi heldigvis en fast procedure så vi hurtigst muligt kan hjælpe hesten.
