Snart vil startskuddet lyde

09-03-2008 19:14
Snart lyder startskuddet til Nordens største hestebegivenhed, Dansk Varmblods hingstekåring i MCH Messecenter Herning. Her mødes hestefolk fra hele verden for at dyrke deres brændende interesse i et overflødighedshorn af hesteoplevelser.

Det forventes, at mere end 50.000 hesteentusiaster besøger denne multibegivenhed, som varer fra tidlig morgen til sen aften torsdag den 13. marts til søndag den 16. marts i MCH Messecenter Herning. Igen i år vil gallashowet byde på kendte navne, ikke kun indenfor ridesporten, men store navne indenfor dansk underholdning. Billetterne til de to shows blev som vanligt udsolgt på én weekend tilbage i oktober 2007. I 2007 var Sanne Salomonsen en af hovedattraktionerne i Dansk Varmblods gallashow, som hun før sin egen deltagelse ikke anede eksistensen af. Hun blev imidlertid så imponeret, at hun i år kommer tilbage som tilskuer sammen med Lene Nystrøm fra popbandet Aqua. At den rutinerede rytter Sanne Salomonsen vender tilbage til Herning bekræfter endnu engang, at Dansk Varmblods gallashow er en enestående oplevelse. HKH Prinsesse Benedikte besøger sammen med Prins Richard lørdag og søndag hingstekåringen, hvor ægteparret blandt andet vil overvære deres datter Prinsesse Nathalies medvirken i lørdag aftens gallashow. Søndag kl. 11.00 afvikles den sværeste dressurklasse, Grand Prix Kür, med deltagelse af Prinsesse Nathalie med hele to heste, Digby og Mastermind, begge avlet af HKH Prinsesse Benedikte, Berleburg. Grand Prix Kür-klassen, som er svær dressur til musikledsagelse, byder også på konkurrence fra den regerende danmarksmester, Andreas Helgstrand, der vandt sølv og bronze ved verdensmesterskaberne i 2006 i Aachen. Andreas Helgstrand rider den kun 8-årige avlshingst Blue Hors Romanov, der i Herning får sin debut på Grand Prix-niveau. Dansk Varmblods hestefest omfatter: • Kåring af avlshingste, hvor det største antal er at finde i 3-års holdet, der tæller 67 hingste. Mange kårede hingste kan opleves aktive i dressur- og springkonkurrencer fra letteste til sværeste niveau. • Unghestechampionat med 63 deltagere. En finale for Danmarks bedste 5-års dressur- og springheste. • Ridehesteauktion over ca. 25 hingste på 3 år (såvel avlsgodkendte som ikke-avlsgodkendte) og 5 rideheste. • Gallashowet ”Filmens Forunderlige Verden” både fredag og lørdag aften (alt udsolgt). • Tilbehørsmessen Hest & Rytter med 300 stande fordelt på 18.000 kvadratmeter. Tre faglige aftenarrangementer i verdensklasse: • Torsdag: The Devils Horsemen, Europas førende stuntryttere og deres uddannede stuntheste giver opvisning. • Fredag: Verdensmesteren i dressur hollandske Anky van Grunsven viser, hvordan hun uddanner dressurheste. • Lørdag: En af verdens bedste hestedressører, Jean-François Pignon, træner en rå hingst i fri dressur og giver opvisning i fri dressur med egne heste.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner