Skive Rideklub fejrer 40 års jubilæum

06-11-2015 08:06

Her i november måned fejrer Skive Rideklub 40 års jubilæum, og det markerer klubben blandt andet ved tre store stævner i denne måned

Copyright Ridehesten.com

Fra de små begyndelser på en nedlagt gård med en udendørs ridebane er Skive Rideklub i dag vokset til at have to ridehaller, en ny multibane samt en velfungerende græsspringbane udendørs og ikke mindst en helt nyopført moderne stald med plads til 70 heste. Rideklubben har omkring 300 medlemmer, og det gik hurtigt med at leje alle bokse i den nye stald ud. Der er således allerede en venteliste.

Selve elevskolen er stor med 18 heste og ponyer samt over 30 hold om ugen. Desuden er der specialhold og blandt andet ridefysioterapi på stedet. De senere år er også andre grupper begyndt at bruge faciliteterne på Skive Rideklub, som ligger godt placeret nær ved både Skive Trav og Skive Plantage næsten lige udenfor byskiltet. Blandt andet hundeforeninger, individuelle løbere og diverse hesteavlsforeninger drager nytte af de gode forhold. 

Daglig leder er eksamineret berider Louise Christensen, og hun har to beriderelever, Camilla Myl Blønd-Sørensen og Rebecca Ryming. Klubbens formand, Jane Neess, har været med i omkring halvdelen af klubbens levetid og har ydet en værdifuld indsats gennem sit store engagement. Klubben arbejder nu hen mod anden etape af et større nybyggeri, og det kommer med tiden til at omfatte ekstra halkapacitet og et nyt opsadlingsområde med plads til hygge både med hestene og med hinanden.

De tre jubilæumsstævner løber af stablen i weekenderne uge 46, 47 og 48. Lørdag den 21. november vil der være åbent hus med reception kl. 13-15 for sponsorer og andre interesserede, men publikum er altid velkommen til stævnerne i Skive Rideklub.

/Pressemeddelelse.

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner