Camilla Tiefensee Schrøder
I morgen lørdag starter Holte Rideklubs landsstævne, hvor der både er ponyspringning, hesteklasser for junior- og childrenryttere samt distriktsklasser.
Det er det sidste landsstævne i ridebanespringning for ponyer inden Indendørs-DM i Hedensted den 14.-17. marts, og det betyder, at det er sidste chance for rytterne til at kvalificere sig til DM. Så der vil være deltagere fra hele landet, og der vil helt sikkert være fart over feltet med over 300 startende ekvipager pr. dag.
Ud over de almindelige klasser vil der også være udklædningsklasser i anledning af fastelavn, oplyser Holte Ridekub i en pressemeddelelse.
-Tag hele familien med på Holte Rideklub og se de dygtige og ambitiøse unge ryttere. Kom helt tæt på de mange flotte heste og ponyer, og vær med til at skabe en rigtig god stemning, skriver klubben.
Stævnet starter kl. 8 og slutter ca. kl. 20 både lørdag og søndag.
Cafeen er åben under stævnet, og Tattersall Rideudstyr har opsat deres stævnebutik.
Program, tidspunkter samt yderligere information kan findes på Holte Rideklubs hjemmeside.
Vi opdaterer på resultaterne af landsstævneklasserne her på Ridehesten.com i løbet af weekenden.
Se start- og resultatlisterne.