Show Night bragte Congress-center i kog

18-10-2015 13:34

Ditte Faber

Intet stort hesteevent er fuldendt uden et brag af en aften med show og fest. Naturligvis havde Odense Horse Show også et underholdende program ud over det sædvanlige, da de lørdag aften fejrede sidste aften på den ugelange begivenhed. Blandt andet kunne publikum se omspringningsdyst mellem de bedste danske springryttere - på fjordheste, samt en spektakulært motocrossopvisning

Copyright Ridehesten.com

Et freestyle motocrossshow fyldte Odense Congresscenter med diesel-os, fjordheste red skarpere vendinger i en omspringning end nogen tophest har gjort, og en kür blev spicet op med en motorsav. Almindelige hestekunstner var absolut ikke nok, da Odense Horse Show sponsored by Ecco bød til fest lørdag aften.

Showet lagde ud med klassisk hesteunderholdning. Efter lørdagens utrolig spændende Grand Prix fulgte et kapræs mellem nogle af Danmarks bedste mandlige springryttere. Ikke blot var det en dyst på tid, men rytterne sad alle i sadlen på en fjordhest, og publikum heppede entusiastisk på de velkende danske springstjerner, som de styrtede rundt over de ganske beskedne spring. Det gik endda så vildt for sig, at en af rytterne faldt af hesten på vej over mållinjen. Prisen som vinder af finalen blev publikumsdarlingen Kasper H. Hansen. De selvsamme danske springdrenge spillede til publikums store fornøjelse og latter en lidt klodset fodboldkamp senere i showet. Som den eneste havde Kasper H. Hansen ikke skiftet fra springuniformen, så mens de andre rullede rundt i sandet med shorts og fodboldsokker, fik Kasper sikkert et behov for at rense de hvide ridebukser, eftersom heller ikke han ikke slap for et par tacklinger.

Copyright Ridehesten.com

Efter fjordhestenes kamp steg spændingen endnu en tak, da den 14-årige motocrosskører Jens Hvolbøll sprøjtede sand ud over VIP-logen med sine hjulspind. Herefter kørte han op ad en rampe for at hoppe i fri luft helt op under Congress-centrets tag. Han fik selskab af Rasmus Kjeldsen, en af Danmarks absolut bedste freestyle motocrosskørere. Der var larmende tavshed fra publikum første gang de to freestylere hver især hang i fri luft uden hverken hænder eller fødder på crosseren. Tavsheden blev dog brudt af en begejstret applaus, da hjulene ramte landingsrampen.

Rasmus Kjeldsen forlod kun kortvarigt banen. Dressurrytter Anna Blomgren skulle nemlig være et 'stille og roligt' break, da hun på Tørveslettens Quattro begyndte en kür, men efter få minutter var der både en motorsav, ild og Rasmus Kjeldsen i luften til at peppe dressurridtet op.

Copyright Ridehesten.com

Publikum skulle synes svære at imponere efter hallen var fyldt med diesel-os. Men da en hundedressur havde fremvist tre numre sydede klapsalverne igen fra de fyldte tribuner.

Hundedans og frisbees blev efterfulgt af en dramatisk frieserkvadrille. Hestene var i hopla, og publikums larmende bifald fik sammen med høj teknomusik et bukkespring frem under ekvipagernes exit fra banen. Rikke Haastrup red en freestylespringning på Charleston K, hvor springstøtter var erstattet af piger, 'the real horseman' Will Rogers opviste en række tillidskrævende øvelser med sin 5-årige hest, og sangerinden Nabiha gav et par nummre til et dansende publikum.

Derefter inviterede aftenens konferencier publikum til at fortsætte festen i Congress-centrets glassal.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner