Severo: Jeg elsker at være selvstændig (video)

28-12-2020 10:00

Britt Carlsen

Den spanske OL-rytter Severo Jurado Lopez sagde i foråret sit job op hos Helgstrand Dressage efter 7 års ansættelse, for at blive selvstændig. Det har været 8 fantastiske måneder, fortæller han

Copyright Ridehesten.com
Severo Jurado Lopez har haft en god start på sit nye liv som selvstændig. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Severo Jurado Lopez og hans tyske kæreste, Annika Damrau, købte for tre år siden en ejendom med store, let kuperede folde. Ejendommen er særdeles naturskønt beliggende få minutters kørsel fra strand og skov.

– Det er så dejligt at være selvstændig. Jeg har altid været ansat, men jeg nyder at være min egen chef, og jeg vil ikke tilbage til igen at være ansat, indleder Severo Jurado Lopez. Han og Annika har fundet sig godt til rette i Danmark og Dronninglund. – Jeg trives bedst med at træffe mine egene beslutninger, så det er en luksus at kunne det nu. Jeg står ved det, jeg mener er det rigtige i træningen, og det kan jeg uden problemer, når jeg er selvstændig. Her kan jeg gøre, som jeg vil, understreger han.

Copyright Ridehesten.com
De tre hunde har et rigtigt hundeliv omkring gården. Annika Damrau og Severo Jurado Lopez nyder at gå ture med hundene i de store nordjyske skove. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

En ny dagligdag
Stalden har plads til 10 heste, og hverken Severo eller Annika har planer om, at der skal flere heste ind i stalden. Ved at holde en størrelse, hvor Severo skal ride 8-9 heste om dagen, betyder det, at samtlige heste får fuld fokus under træningen.

– Jeg var bekymret for, om der kom heste i træning. Jeg blev så glad over at opleve, hvor mange, der gerne ville arbejde sammen med mig, sætte heste i arbejde her, eller lave samarbejde om produkter, træning med mere. Det har været rigtig dejligt at møde mange mennesker, som viser de bakker op om mig. Jeg har oplevet flere folk, som tror mere på mig end, end jeg havde forestillet mig. Jeg har fået gode heste og gode kunder i stalden – jeg er bestemt ikke alene, fastslår Severo. Han forklarer, at nok er han spansk af nationalitet, men det er i Danmark, han føler sig hjemme.

Coronapause og Grand Prix
Selvom coronaen har spændt ben for mangt og meget det seneste år, så har Severo formået at udnytte tiden optimalt. Mange har sagt til ham, at det var det helt forkerte tidspunkt han valgte at blive selvstændig, men for Annika og Severo var tidspunktet det helt rette. De har haft mulighed for at omstrukturere stedet fra deres hjem til også at rumme forretningen. Få lavet udendørs bane og startet forretningen op. Samtidig har stævnepausen betydet, at Severo har haft tid til at arbejde med sig selv og sine heste.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg ser så meget frem til næste år. Nu er mine heste klar til at gå stævner, og jeg har mange spændende heste godt på vej. Blandt de heste Severo arbejder med nu er tre på Grand Prix-nivau, heste, som har fået ham til at drømme om OL igen.

– Jeg har jo været ankermanden på det spanske landshold, og at jeg på otte måneder igen kan være med på det niveau, det havde jeg ikke troet, erkender Severo. – Jeg er meget tilfreds og glad! Vi har gode kunder, talentfulde heste på vej, og vi har solgt lidt heste undervejs, hvilket er godt for forretningen, så det har været en god 8-måneders start.

På spørgsmålet om, hvad Severo ønsker sig for 2021, nu hvor det gamle år går på held, kommer svaret alvorligt og uden tøven: – At vi får styr på coronavirus, så vi igen kan komme tilbage til at leve et mere normalt liv.

 

Læs meget mere om Severo Jurado Lopez i magasinet Ridehestens juninummer 2020. Og glæd jeg til en artikel med den seriøse dressurrytter i Ridehestens februarnummer.

Info

Om Severo
Severo Jesus Jurado López, født 9. september 1988, kommer fra en lille landsby, Algamitas nær Sevilla, i den spanske provins Andalusien, der er kendt for sin kærlighed til heste. Severo er opvokset med heste på bedsteforældrenes gård. Efter endt skolegang var Severo ikke i tvivl, han havde et brændende ønske om at blive en professionel dressurrytter. Han tog en fireårig uddannelse på en privat militærskole i Spanien, hvor der var fokus på den klassiske dressuruddannelse.
Fra 2009-2011 red han for Jan Nivelle i Düsseldorf, herefter kom han til Anne og Gertjan van Olst i Holland. Han startede hos Helgstrand Dressage i oktober 2013.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner