Sensationelle resultater i Nations Cup

06-04-2018 20:20

Camilla Tiefensee Schrøder

En andenplads til det danske juniorhold og en tredjeplads til youngrider-holdet. Sådan lyder de usædvanligt flotte resultater i dag fra Nations Cup-stævnet for junior- children- youngrider- og ponyryttere i Belgien. Det tegner godt for dansk springsport, lyder det fra landstræneren

Copyright Ridehesten.com
Theodor Linde og Grand Cru Van Paemel red to fejlfri runder og var dermed med til at sikre juniorholdet andenpladsen i dag.
Nyheden fortsætter efter annoncen

De danske junior- og ungryttere har vist helt usædvanlig flot springning ved Nations Cup-stævnet i Sentower Park i den belgiske by Oppglabbeek i dag, hvor de har været oppe at markere sig i toppen mod Europas bedste nationer.
Landstræneren for junior- og youngriders kalder resultaterne helt sensationelle.
- Vi har startet sæsonen fantastisk, og det tegner godt for ungdommen i dansk springsport, lyder det begejstret fra Bo K. Møller.
- Da vi var hernede sidste år var vi ikke i anden runde på nogen af holdene. I år er vi placeret foran nationer som Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig, og det siger rigeligt. At man allerede i første nationsspringning kan blande sig blandt de bedste nationer i hele Europa, det viser bare, at det arbejde, der er blevet lagt gennem de sidste par år begynder at bære frugt, siger landstræneren, som i sin tid ikke kan mindes lige så flotte resultater for de unge ryttere nogensinde før.

Juniorrytterne blev nummer to i holdkonkurrencen Prijs Coolmore stud - CSIOJ Nations Cup 1.40m, hvor der stod 12 fejl på den samlede pointtavle efter de fire ryttere havde været to gange på banen hver. Theodor Linde var bedste dansker med to fejlfri runder og de lynhurtige tider 69,85 og 72,12 sekunder på Grand Cru Van Paemel e. cicero Z/Silvio I. Laura Baaring Kjærgaard på Cloi e. Quirado/La Zarras var fejlfri i anden runde, men fik en enkelt nedrivning i første runde, og Christine Thirup Christensen på Lui Viton e. Lancer 3 fik i alt 8 fejl efter en nedrivning i hver runde.
Tyskland vandt klassen med sammenlagt 8 fejl. Deres hold havde også kun en enkelt fejlfri rytter, Max Haunhorst.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Youngrider-holdet blev nummer trePrijs Ashford Farm -CSIOY Nations Cup 145 cm med sammenlagt 10 fejl beregnet ud fra de tre bedste ridt.
Bedste dansker var Konstantin Deeken Künnemann på Ak's Crowney e. Cartani/San Patrignano Cassini (opdr. Peter Carstensen, Borgsum), som med en enkelt tidsfejl i hver runde sluttede på sammenlagt 2 fejl.
Med i regnskabet talte også Jessica Toelstang på Bjerglunds Campari e. Cajus/Cantona 2 (opdr Kirsten og Paul Petersen) og Christina Nielsen på Griffin e. Dario/Cavalier Royale (opdr. Justin Burke) . Begge ryttere havde fire fejl i første runde, men klarede anden runde uden fejl.
Det blev Belgien, der løb med sejren i Youngriderklassen med sammenlagt 4 fejl. De var det eneste hold, hvor det lykkedes to ryttere at ride to fejlfri runder, og de lagde sig dermed sikkert i front foran Frankrig, der kom på andenpladsen med 8 fejl.

I morgen er det ponyrytternes tur til at indtage banen i nationsspringningen.

CSIO-stævnet i Oppglabbeek er det første  Nations Cup-stævne i denne sæson, og ifølge Sportsplanen for junior- og ungryttere ser kalenderen for kommende stævner således ud:

  • 5. - 8. april: CSIOJY, Opglabbeek, Be
  • 26. – 29. april: CSIOJY Zduchovice Cze
  • 3. – 6. maj: CSIOJY Fontainebleu, Fr
  • 18. - 21. maj: CSIOJY Lamprechtshausen A
  • 30. maj – 2. juni: CSIOJY Wierden, NL
  • 2. – 5. august: CSIOJY Samorin, Slovakiet (eventuelt)
  • 28. august – 2. september: CSIOJY Ciekocinko, Polen (eventuelt)

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner