Annika Knudsen Lorentsen
Når den svenske trænerduo, Maria Gretzer og Björn Carlsson i weekenden gæster Riders Cup i forbindelse med Firkløverets Springakademis clinic, så skal de for første gang også undervise seniorryttere i akademiet.
Lørdag kommer omkring 20 seniorryttere til Riders Cup for at ride ved en testsamling for seniorryttere, som afvikles samtidig med, at akademiets unge ryttere får træning hos enten den svenske trænerduo eller hos Emil Hallundbæk.
27-årige Maria Hjort Frederiksen er en af de ryttere, der tidligere har været med i akademiet, da hun var under 25 år, og hun er glad for, at hun nu igen får muligheden.
– Jeg var fra start en del af akademiet, dengang det blev opført og indtil jeg faldt for aldersgrænsen. Det var en del af en, det at man skulle ride hos akademiet flere gange om året, så det var klart noget, der manglede, da jeg ikke længere var med, forklarer Maria, og fortsætter:
– Jeg må erkende, at jeg også efterfølgende har været forbi deres clinics for at se med og blive ved med at lære, og da akademiet besluttede at lave en seniortrup, vidste jeg, at det igen var en mulighed for at udvikle mig, både personligt og i forhold til ridningen.
Maria var ikke i tvivl om, at hun igen skulle være en del af akademiet, og hun er altid parat til at blive bedre og lære nyt.
– Nu har jeg jo prøvet det før, selvom der bliver ved med at komme nye tiltag. Hver eneste gang er jeg kommet hjem med den fedeste fornemmelse og super motivation, det at vi seniorryttere nu også får den mulighed, er fantastisk. Jeg tror, at det er rigtig sundt at se andre på samme niveau, som en selv ride, og se hvad de gør, uden at det skal være en konkurrence imod hinanden. Jeg mener, at man skal gribe hver en chance man kan, for at blive bedre. Så når muligheden bringer sig med sådan noget, som dette arrangement, så er det klar et ja fra min side.
Nye ryttere glæder sig også
To af de ryttere, der også skal ride med for senior, og som ikke tidligere har været en del af akademiet, er Georgia Timmermann og Melissa Bundgaard, og de fortæller begge, at de glæder sig meget.
– Jeg glæder mig til at være en del af noget, som kan motivere mig til at træne endnu mere og jeg glæder mig allermest til at lære en masse fra kompetente undervisere. Jeg sendte en ansøgning til akademiet, fordi jeg ofte føler, at jeg træner meget alene. Jeg har brug for at være en del af noget. Det at have andre øjne på mig og min træning, se andre træne og dele viden motiverer mig til at nå målene med mine heste. Jeg forventer at få viden og redskaber med hjem i træningslokalet og hermed blive bedre til min sport og mit job. Jeg synes akademiet stråler af professionalisme og seriøsitet, og de vil det her, fortæller Georgia.
– Jeg glæder mig helt vildt til weekenden. Jeg glæder mig til at få undervisning med nye input til, hvad jeg kan gøre bedre. Udover selve ridningen glæder jeg mig meget til det udenom, altså hygge og opbygning af sammenhold. Ridning er jo en individuel sport, så det med at være en del af et team er bare superfedt. Så kan man også lære af hinanden. De fokuserer også på bedre horsemanship, hvilket jeg synes er superfedt. Jeg er selv meget interesseret i, hvad man kan gøre bedre, hvor meget man skal træne sin hest og hvordan. Så jeg glæder mig til at få mere viden i forhold til, hvad jeg kan gøre anderledes for at udvikle mig endnu mere, understreger Melissa.
Publikum er velkomne i forbindelse med arrangementet. Se tidsplanen for weekenden HER.