Seks ting din hest virkelig ønsker sig til jul

02-12-2021 09:30

Merete Haahr

Nye ridebukser, en god sadel eller en varm jakke er måske det, der står øverst på din egen ønskeliste, men hvad mon hesten egentlig ønsker sig til jul?

Copyright Ridehesten.com
Foto: Adobe Stock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Julen er hjerternes tid, og hvem vil ikke gerne forkæle deres hest og give den en julegave som tak for alt det, den har gjort for dig?

Gaver skal bringe glæde og gavn, og rideudstyrsbutikkerne har tilbud på alt fra nyt sadelunderlag, smarte stigbøjler eller en sød nissehue til hesten. Det kan være svært at vælge, men måske er det værd at tænke over, hvad hesten egentlig har brug for. Heste kan ikke tale, og derfor er deres ønsker og behov genstand for mange gætterier. Seks forskere, som hver især har specialiseret sig i ernæring, adfærd og sikkerhed, kommer her med deres bud på, hvad din hest virkelig ønsker sig til jul, og giver ideer til hvilke gaver, som vil skabe gavn og glæde i hverdagen sammen med hesten.

1. En god ven at være sammen med

Heste er flokdyr og har et komplekst socialt system. De former venskaber, de har foretrukne flokkammerater, og de bliver stressede, når de bliver adskilt fra hinanden. Heste har brug for at se og røre andre heste, ligesom vi mennesker har. Forskning har vist, at isolation er værre for hesten end nogen anden form for smerte, og at heste vælger at være sociale, hvis de har muligheden for det. Ifølge Antonia Henderson, en amerikansk psykolog og specialist i moderne sportsheste-velfærd, er det at få lov til at gå sammen med en eller flere hestevenner, den bedste gave, du kan give din hest.

Kilde: Antonia Henderson. 2018. Herd Dynamics: Keeping the peace. Horse Sport.

Copyright Ridehesten.com
Noget af det hesten ønsker sig er en ven at være sammen med. Foto: Ridehesten.com/Sanne Kolind

2. Rigeligt grovfoder

Engelske Pat Harris, som er dyrlæge og professor med speciale i hesteernæring, mener, at heste er skabt til at spise plantefibre og grovfoder. Specielt om vinteren tilbringer mange heste mere tid i stalden, og her har de har begrænset adgang til frisk græs. Det stiller krav til kvaliteten af grovfoderet og ikke mindst mængden, der bliver givet. Specielt sportsheste får af og til grovfoderet erstattet med energiholdigt, koncentreret krybbefoder, og det kan påvirke velfærden og hestens præstation. I de senere år er der forsket meget i hestens behov for grovfoder, og vi har fået en større forståelse for de konsekvenser, det kan have både fysiologisk og adfærdsmæssigt, hvis disse behov ikke bliver mødt. Derfor er det ifølge Pat Harris den bedste gave og et godt nytårsforsæt at sikre, at hesten altid har adgang til rigeligt kvalitetsgrovfoder, også om natten.

Kilde: Harris et al. 2017. Review: Feeding Conserved Forage to Horses: Recent Advances and Recommendations. Animal, 11(6), 958–967.

Copyright Ridehesten.com
Udover selskab ønsker hesten sig også rigeligt med grovfoder. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

3. En sikker grime

En grime er noget af det mest almindelige udstyr, der findes til heste, fortæller Dr. David Marlin, videnskabsekspert fra England. Grimer bruges flere gange om dagen af alle, der har med heste at gøre, og undersøgelser viser, at der er en høj risiko for skader forbundet med brugen af grimer både for heste og for de mennesker, der passer hesten. 31% af de adspurgte i undersøgelsen havde oplevet skader på hesten, og 15 % havde ligeledes oplevet skader på mennesker, og i sjældne tilfælde er der rapporteret om heste, der er omkommet som følge af brugen af grimer. I øjeblikket er der ikke nogen sikkerhedsstandard for grimer, og der findes meget lidt information om sikkerheden ved brugen af dem. Der er brug for yderligere forskning i funktionen af grimer samt retningslinjer for tilpasning og brug af dem. En god gave til din hest er ifølge David Marlin en sikkerhedsgrime, som minimerer risikoen for skader på hesten.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Kilde: Marlin, D. J., Williams, J. M., & Pickles, K. J. 2021. An Online Survey of Equestrian Headcollar Use and Safety. Equine Veterinary Education.

Copyright Ridehesten.com
En god og sikker grime kunne være et godt bud på en gave til hesten. Foto: Ridehesten.com/Sanne Kolind

4. En fold uden mudder

Alayne Blickle er hesteentusiast og direktør for firmaet, Horses for Clean Water. Hun mener, at hesten ønsker sig en stor fold uden mudder. Når vi tænker på heste og vinter, ser man for sig en flok heste, der galoperer gennem nyfalden sne, men realiteten er, at vinter ofte er ensbetydende med mudder og is, noget som kan indebære en risiko for hestens sundhed og sikkerhed. Ingen hest har lyst til at stå i mudder, fortæller Alayne Blickle. Et godt underlag på trafikerede områder med grus og småsten gør underværker. Det er også vigtigt at fjerne gødning fra folden regelmæssigt. 25 kilo gødning er det samme som 25 kilo organisk materiale, der bliver til mudder. En traktor, der kan sprede grus og fjerne gødning, gør arbejdet noget lettere, så måske skal julemanden eller en flink nabo komme forbi med en hjælpende hånd til denne julegave til hesten?

Kilde: Blickle, A. 2017. The War on Mud: Four Tips to Combat Mud Right Now. Horses for Clean Water.

Copyright Ridehesten.com
Giv hesten en fold fri for mudder. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

5. At lære en nyt trick

Heste elsker at lære nye tricks og lærer det hurtigt, hvis de får en lille belønning i form af en godbid, fortæller Sue McDonnell, som er professor og specialist i hesteadfærd ved universitetet i Pennsylvania, USA. Hvis du ikke tidligere har lært din hest et trick, vil du blive forbavset, hvor let og hurtigt det går, når du giver hesten klare og letforståelige signaler efter hvert lille fremskridt, den gør, forklarer Sue McDonnell. Denne måde virker godt til næsten alt, hvad du vil lære hesten og kan have mange sjove og praktiske effekter. Selvom denne form for positiv træning ikke er ny viden, så vinder det mere og mere frem.

Kilde: McDonnell, S. 2007. Positive Reinforcement. The Horse.

Copyright Ridehesten.com
Heste synes, det er sjovt at lære nye tricks. Foto: Adobe Stock

6. Et menneske, der forstår hesten

Martine Hausberger er professor i Etologi på universitetet i Rennes, Frankrig. Hun fortæller, at langt de fleste hesteejere elsker deres heste og vil gøre alt det bedste for dem. Desværre er der nogle, der overser, hvis der opstår et problem. Det kan være på grund af manglende viden om hestens behov, måske aflæser de ikke signalerne godt nok, eller måske bliver de bliver påvirket af kulturen i stalden eller stemningen på sociale medier. Det kan være svært at gå imod strømmen, men ifølge Martine Hausberger er det vigtigt at lægge mærke til sin hest. Ikke blot om pelsen er blank, eller om hesten gør det godt til træning, men også se om hesten er rolig og afslappet, samt om den virker godt tilpas. Den bedste gave, du kan give din hest, er at prøve at forstå, hvad hesten fortæller dig ved at se på hele hesten og rådføre dig med fagpersoner, hvis du er det mindste i tvivl.

Kilde: Hausberger, M., Lesimple, C., & Henry, S. 2021. Detecting Welfare in a Non-Verbal Species: Social/Cultural Biases and Difficulties in Horse Welfare Assessment. Animals, 11(8), 2249.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner