Sejr til Dufour og fremragende start for DK

30-06-2022 17:20

CHIO Aachen: Det kan blive historisk, hvis Danmark på lørdag vinder Nations Cuppen i Aachen, og foreløbigt er udgangspunktet fremragende, da det danske hold har lagt sig i spidsen med god hjælp fra Cathrine Laudrup-Dufour

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

I formiddags var Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen til start i Nations Cuppen i Aachen, hvor de lagde godt ud, som man kan læse mere om HER. Begge ryttere red over 73%, og det placerede Danmark lunt i svinget inden dagens pause.

Efter middagspausen skulle de to resterende ryttere fra hver nation i ilden, og det blev neglebidende spændende, da Tysklang langt hen ad vejen lå til at føre efter dagens første runde. Carina Cassøe Krüth og sølvmedaljehoppen Heiline’s Danciera e. Fürstenball/De Niro (ordr. Stutteri Heiline v/Line Jensen og Heine Bonde Mikkelsen) havde en god tur med lidt småfejl, hvor hoppen bl.a. blev lidt for fremadgående i piaffe. Med med flere kvalitetsøvelser blev ekvipagen belønnet med 74,50% og en 10. plads i dagens felt.

Det betød, at Danmark efter at have haft tre ryttere i ilden lå bag Tyskland og trods, at det hele først afgøres endeligt på lørdag, så lå presset alligevel en smule på Cathrine Laudrup-Dufour og den 11-årige vallak Vamos Amigos e. Vitalis/Blue Hors Hotline. Cathrine gjorde, hvad hun gør bedst – rider formidabelt under pres. Vamos satte nærmest ikke en hov forkert under dagens Grand Prix-program, og med mere sikkerhed i piaffe end hidtil set så tikkede de høje scorer ind til ekvipagen. Med intet mindre end 81,54% satte Cathrine en stor streg under, at hun altså har to heste, som resten af verdenseliten har svært ved at hamle op med.

Det lagde Danmark ind på førstepladsen inden, at klassens sidste rytter, Isabell Werth med DSP Quantaz e. Quaterback/Hohenstein 4, skulle på banen. Det lykkedes ikke rigtig for Werth i dag, og hun skulle have været på den gode side af 77% for, at det tyske hold skulle kunne overgå Danmark, så med 76,41% til Werth forblev tyskerne bag Danmark. 

På lørdag bliver det spændende og afgørende, for her skal alle rytterne igen på banen for at ride Grand Prix Special. Herefter lægges resultaterne fra de to dage sammen, og det endelige vinderhold findes.

Fakta
Resultatet af 1. afdeling af Nations Cup
  • Danmark - 229.740%
  • Tyskland - 228.499%
  • Holland - 219.608%

Individuelt i dag blev det således, at Cathrine og Vamos Amigos fik spillet den danske nationsmelodi, da de vandt klassen foran tyske Frederic Wandres på Duke of Britain FRH e.  Dimaggio/Rubinstein, som opnåede 77,21%, mens finske Henri Ruoste og Kontestro DB e.  Contendro/ Cassini II blev nummer tre med 76,78%. Carina Cassøe Krüth blev nummer ti, Daniel Bachmann Andersen nummer 11 og Nanna Skodborg Merrald nummer 12.

Klassens resultat og resultatet af dagens holdkonkurrence.

Stævnet start - og resultatlister. 

Hør elitesportschef i dressur, Anne-Mette Binder, fortælle mere om de forskellige danske ridt herunder.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner