Annika Knudsen Lorentsen
Totilas døde den 14. deember 2020 i en alder af 20 år, og det betyder, at der kun er en begrænset mængde frostsæd tilbage fra hingsten. Efter hingstens død meddelte den tidligere ejer, hollandske Kees Visser, at han ville sælge sin resterende beholdning af frostsæd, som han havde indsamlet inden salget af hingsten.
Det fik hingstens seneste ejer, Paul Schockemöhle til at indgive en sag mod Visser, og nu har retten i Tyskland besluttet, at kun Schockemöhle har ret til at sælge sæden. Det oplyser Eurodressage.com.
Visser har mulighed for at anke sagen.
I forbindelse med retssagen kom det også frem i et dokument hvad den egentlige salgspris på hingsten tilbage i 2010 var. Der har været en del snak om prisen, og man har regnet med en salgspris på omkring 11 millioner euro. Dokumenterne viser dog, at hingsten blev solgt til en pris på 9,5 millioner euro, svarende til omkring 70 millioner danske kroner.