Camilla Tiefensee Schrøder
Det lykkedes 18-årige Sara Bech Strøm at placere sig i den gode ende af feltet ved det netop overståede EM for ungryttere i Maarsbergen, hvor hun sluttede som nr. 19 med DV-hoppen Dicte Aldrup e. Diamant de Revel/Corratus (opdr. Mette Østergaard Nielsen). (læs mere om resultatet HER)
Hun har de sidste to år deltaget ved EM som juniorrytter (Millstreet i 2017 og Fontainebleau i 2018), men Maarsbergen var hendes første Europamesterskab som ungrytter. Her deler hun sine oplevelser og erfaringer fra stævnet:
Rigtig mesterskabsstemning
I år var det et stort, flot stævne, som det også har været de tidligere år. Man kommer virkelig ind i mesterskabs-stemningen, idet man ankommer på pladsen. Stævnet var velorganiseret, og terrænbanen var enormt flot bygget med vægt på detaljen.
Vi startede ud med “Horse inspection” og åbningsceremoni onsdag, hvor der om aftenen var et stort show, der lavede en fortælling om det slot/herregård vi var på – Estate Maarsbergen. Derudover blev rytterne fra de forskellige lande præsenteret, og stævnet blev skudt ordentlig i gang.
Overraskende dressurbedømmelse
Dressur blev afviklet over to dage, torsdag og fredag, og jeg havde valgt at ride torsdag. Jeg fik desværre ikke særligt meget for mit ridt og endte med en straf på 41 efter førstedagen. Hele den danske lejr var forundret over resultatet og mente, vi fik for lidt, da det egentlig var et udemærket og godkendt ridt. Så vi var lidt skuffede, men klar på at kæmpe videre i de næste to discipliner.
Vi havde hviledag fredag, hvor vi også heppede på den anden dansker som red dressur – Jade Schlichting.
Udfordrende terrænbane
Lørdag var det så endelig tid til terrænet, og vi følte os maks klar. Stemningen nede i staldene var også ændret markant og man kunne mærke, at rytterne var spændte på dagen. Det var en bane, der var stor og teknisk, og den bar rigtig meget præg af, at den var bygget til er mesterskab. Det var ikke blot en almindelig 3* bane. Banen var bygget af Eric Winter, en af nutidens dygtigste banebyggere, som blandt andet også har bygget den 5* bane ved Badminton i nogle år.
Der var lagt op til en tur, hvor der skulle rides hele vejen rundt, hvis man ville komme fejlfrit igennem og nogenlunde tæt på tiden. Tiden så nemlig ud til at være svær at nå, da størstedelen af banen lå i skov.
Det viste sig også at være en svær bane, da den sprængte hele det tyske hold, hvilket man ellers forventer er kandidat til en holdmedalje (to af deres ryttere faldt af). Derudover var tiden også svær at nå, og kun fire ryttere kom indenfor tiden.
Terræntur uden ur
Da jeg skulle til at på, var der også nogle styrt på banen og nogle spring, der skulle repareres, så min start blev udskudt ca. 20 minutter. Samtidig regnede det meget, så forholdene var ikke ligefrem de bedste, da jeg var på vej ud. Heldigvis havde jeg min enormt dygtige træner, Eric Smiley, ved min side, som var med til at holde hovedet koldt og sikre, at jeg var godt forberedt.
Vi red ud og kæmpede os igennem fejlfrit på forhindringerne. Mit ur gik dog i stå under turen, så jeg kunne ikke holde øje med tiden, og vi indkasserede derfor lidt flere tidsfejl end håbet – 10 tidsfejl (25 sekunder over tid).
Men vi var meget glade for turen og advanceret derudover også en del pladser fra nr. 60 til nr. 22.
Fit for fight på springbanen
Søndag var sidste dag, hvor vi igen startede med en “Horse inspection” for at sikre, at hestene var fit for fight oven på en hård terrændag. Dicte gik lige igennem. Derefter stod den på springning. Det var en rigtig fint bygget bane, men ikke så svær, som den kunne have været, nu det var et mesterskab. Dicte og jeg leverede en god nulrunde og sluttede derfor vores første Youngrider-EM af med 51 straf og en 19. plads. Det er vi rigtig godt tilfredse med, eftersom det var en form for debut og derfor et godt udgangspunkt.
Forberedelse er alfa og omega
Erfaringerne man kan tage med fra sådan et stævne er, at man skal komme med en hest i god form, og at man skal være sikker i alle 3 discipliner, hvis man vil op ad listen. Derudover tænker jeg, det er vigtigt, at man har haft det let som ekvipage at kvalificere sig til stævnet. Det skal ikke forstås sådan, at man skal finde de nemme stævner at kvalificere ved, men at det ikke skal have været svært at få kvalifikationen hjem på de baner, man har redet – også de svære. Dette skyldes, at en mesterskabsbane aldrig vil være nemmere end ens kvalifikationsstævner, for det er en konkurrence om at blive den bedste i Europa, og man vil stå overfor udfordringer, hvor selv nogle af de dygtigste vil lave fejl. Det er hårdt arbejde fra start til slut, og det kræver, at man kommer velforberedt.
