Britt Carlsen
27 ryttere kom til start i det Jyske Mesterskab, hvor flere af landets bedste ryttere kom til start på deres topheste. Banebygger Bo Bak Andersen havde udfordret ryttere og heste med en stor bane, hvor tiden kom til at spille en rolle for antallet af ryttere til omspringning. Syv ryttere formåede at ride hovedspringningen fejlfrit, og det gav det talstærke publikum i Aalborg en forrygende afslutning på en god weekend. Berider Kim Kristensen lagde ud i omspringningen på den danske varmblodshoppe Kamila, og igen leverede den kun 8-årige hoppe en fejlfri runde i en tid, som skulle vise sig at række til en tredjeplads i det Jyske Mesterskab. Berider Hans Ley var næste rytter på banen i omspringningen, også han sad på ryggen af en af de meget velspringende unge talenter, Willson, som i lighed med Kamila har repræsenteret Dansk Varmblod ved VM på Zangersheide. Også Hans Ley og Willson var fejlfrie, og hurtige – de førte klassen indtil Thomas Sandgaard og Stratago kom på banen. Parret vandt det jyske mesterskab for to år siden, og sidste år blev de slået af Tina Lund. Sandgaard red forrygende hurtigt og med små vendinger, som rigtig fik publikum til at leve med i ridtet. Da han susede over målstregen stoppede uret på 34,83 omspringningens hidtil hurtigste tid.