Niels Clemmensen
I nedenstående debatindlæg redegør DIF's bestyrelsesmedlem Niels-Christian Levin Hansen for konsekvenserne ved salg af de danske statsskove.
- Debatten om frasalg af statens skove, som Liberal Alliance har sat i gang, har hidtil mest drejet sig om at sikre naturværdier. Disse værdier går DIF naturligvis også ind for, men vi (DIF) vil pege på, at mulighederne for at besøge og bruge skoven til aktiviteter afhænger af ejerforholdene. Der er stor forskel på, hvilke aktiviteter man må udøve, hvor og hvornår man som privatperson og i grupper må være i skoven, alt efter om den er statsejet eller privat. Det vil således få store konsekvenser for friluftsudøverne og især de organiserede aktiviteter og idrætten, hvis statsskov sælges til private.
For det organiserede friluftsliv, det vil sige alle frilufts- og idrætsforeninger, gælder det, at de er afhængige af skovejernes velvilje for at dyrke deres aktiviteter. Spejdere, skovbørnehaver, løbere, ryttere osv. skal ifølge Naturbeskyttelsesloven altid spørge ejeren om lov til at komme i skoven som organiseret aktivitet. Naturstyrelsen, som er forpligtet til at sikre rekreative interesser, siger næsten altid ja, og derfor har vi et blomstrende foreningsliv i statens skove.
Men de private ejere har ikke samme forpligtelse, og selv om der er mange eksempler på et godt samarbejde mellem foreninger og private skovejere, er det organisationernes mangeårige erfaring, at det generelt er sværere at få adgang til de private skove. Dertil kommer, at tilladelserne til de private skove ofte er ledsaget af et krav om betaling. I praksis betyder det, at en række private ejere i dag udelukker en del ryttere fra at ride i deres skove, at skovbørnehaver, orienteringsløbere og andre brugere skal betale- af og til også for brug af skoven til almindelig løbetræning. Derfor giver salg af offentlig skov til private særlige udfordringer for organiserede aktiviteter.
Vi må understrege, at problemerne for de organiserede ikke kan løses med en klausul om, at adgangsreglerne ikke må forringes ved overgang fra offentlig til privat ejer. En sådan ordning kan muligvis redde svampeplukkeren og fuglekiggeren, men det kan ikke redde det organiserede frilufts- og idrætsliv, fordi det stadig vil kræve en tilladelse fra en privat ejer at få lov at færdes som forening. Erfaringerne viser tilmed, at det er nye ejere, der oftest siger nej til organiserede aktiviteter.
Det har blandt andet været argumentet for at sælge skov, at pengene kan bruges til naturinitiativer, der øger biodiversiteten. Selvfølgelig går vi, der færdes i skoven, også ind for at have en rig natur med mange arter - men ikke på bekostning af vores fri og lige adgang til natur. Det kan godt være at en artsfattig skov er kedelig set med biologbriller, men skoven og de aktivitetsmuligheder der er, kan være afgørende for det lokale frilufts-og idrætsliv.
Så i en tid, hvor det er blevet endnu mere aktuelt og politisk prioriteret at få borgerne til at bevæge sig og komme ud i naturen, harmonerer det dårligt at begrænse mulighederne for det. Hvis idrættens og regeringens mål om flere idrætsaktive mennesker skal nås, kan det ikke alene ske i idrætshaller – her må vores fælles natur også tages i brug. Lad os bevare det blomstrende fritids- og friluftsliv på arealer, vi er fælles om at eje, bruge, tage ansvar for og have glæde af!
