Thomas Bach Jensen
Danmark fik i går kun en enkelt 5-års hest med direkte videre weekendens finale, der var i princippet tre danske ekvipager med i kampen om de sidste tre finalepladser. Ganske vist var Skovens Tzarina med Betina Jæger langt nede på en 26. plads, men Elverhøjs Raccolto og Meike Lang var i går så tæt på en finale plads som muligt, og ligeledes Søgaards Bon Royal med Camilla Ahlers Pedersen leverede en godt ridt den første dag, så optimismen var i behold i den danske lejr i morges.
Desværre gik det ikke helt som ønsket, selv om det var uhyggeligt tæt på i andenkvalifikation, hvor de tre bedste ekvipager går videre til finalen – og danskerne blev hhv. nr. 5, 6 og 7! Desværre for Meike Lang changerede Raccolto i kontragaloppe, og dommerne ytrede ønske om, at Betina Jæger og Camilla Ahlers havde satset lidt mere på deres meget veltravende heste for at få vist deres trav optimalt. I dag var det Skovens Tzarina og Betina Jæger, der kom en kvalifikationsplads nærmest. Fjerdepladsen – den allertætteste på en kvalifikation i dag – tilfaldt danske Kristine Møller, der rider for Luxemburg.
Resultat af anden kvalifikation for 5-års.
Revolution samt to danske 6-års direkte i finalen
I anden halvdel af 6-års klassen satte to absolut klassehingste en ny standard, og det blev en meget tæt kamp mellem de to – den tyske hingst Zucchero e. Zonik/ Prince Thatch xx med tyske Fredric Wandres og den tyske hingst Revolution med danske Andreas Helgstrand. Sidstnævnte kom til start med en verdensmestertitel fra sidste år.
Den imponerende Zonik-søn blev præsenteret i tre rummelige og taktfaste gangarter, der alle blev belønnet med 9,5, lige som hingsten fik 9,0 for ridelighed og 9,8 for fremtidsperspektiv, så overlæggeren var sat meget højt, inden Andreas og Revolution kom på banen som sidste ekvipage.
Verdensmesterekvipagen gjorde det fremragende, og publikums bifald til Revolution og Andreas var næsten øredøvende, og dommerne lod også topkaraktererne regne ned over dem. Men det lykkedes dem alligevel ikke at forbigå førerekvipagen. Revolutions travkarakter var 0,3 point højere end Zucchero, der så til gengæld lå 0,5 højere i skridt - og det blev det afgørende imellem de to. Således blev det til en ærefuld og velfortjent andenplads til Andreas og Revolution, for hvem konkurrencen absolut står helt åben i morgen – og måske med en ny verdensmestertitel inden for rækkevidde.
DV-hingsten Zonik stod i 6-års klassen som far til intet mindre end tre afkom i top 6. Udover vindere Zucchero også Zum Glück på tredjepladsen og på sjettepladsen Charlotte Jorsts Zhaplin Langholt. Netop Zhaplin Langholt med Andreas Helgstrand og Just Perfect med Ann-Christin Wienkamp er de to danske 6-års heste, der i dag sikrede sig en billet direkte til finalen.
13. og 14. – de ærgerligste placeringer
Når de bedste 12 ekvipager går direkte til finalen, så findes der ikke mere ærgelige placeringer end 13. og 14. pladserne, som to af de danske ekvipager i dag måtte tage til takke med. Nemlig Straight Horse Ascenzione e. BH Zack/BH Don Shufro (opdr. Straight Horse Aps) med sin tyske rytter Helen Langehanenberg og Baunehøjens Carpaccio e. Charmeur/ Kermo's White Talisman (opdr. Pia Gobert) med Annette Ejlersgaard, der i løbet af anden halvdel af klassen lige så langsomt hen mod slutningen af klassen med presset uden for top 12.
Derfor ser vi de to ekvipager i den anden kvalifikation for 6-års heste i morgen, hvor de påny har en chance for at begejstre dommerne og sikre sig en finaleplads.
Resultat af 6-års kvalifikationen.