Så er starten gået i Vechta

21-11-2013 22:56
Avl

Oldenburger Hengsttage 2013 har taget sin begyndelse. To danskavlede hingste var i år udtaget til kåringen, hvor den ene desværre er frafaldet pga. en mindre skade, mens den anden i dag har gjort et særdeles godt indtryk

Oldenburgerforbundets hingstekåring startede onsdag aften med løsspringning af dressurbetonede hingste, og fortsatte idag med fremvisning på fast bund og derefter longering af dressur- såvel som springbetonede hingste.

To danskavlede hingste er udtaget til hingstekåringen, men desværre er der frafald fra Mette Krabbesmark Jeppesens smukke halvblodshingste e. Tailormade Temption, da hingsten har pådraget sig en mindre skade, der gør, at den ikke vil kunne deltage optimalt i kåringsforløbet.

Til gengæld har den anden danskavlede hingst vist sig særdeles positivt. Kat. nr. 66 e. Rock Forever I / Welt Hit II (opdr. Ole Magnus Jensen, Rødding) fremstilles af JJ Horses, Norge, og viste sig i dag under longeringen meget lovende og fuld af overskud.

Dagens velfortjent største bifald høstede den røde kat. nr. 50 De Niro / Rosario fra Johannes Westendarp. En hingst, der besidder hingsteudstråling og powertrav til overmål, og ser ud til at være årets publikumsfavorit.

Imorgen byder programmet på løsspringing af de springbetonede hingste fra kl. 9.00, hvor hingstene vises i hold og slutter af på slutring, hvor kåringsresultat opløses. På samme måde fungerer det for de dressurbetonede hingste, der kommer løse i hallen fra kl. fra kl. 14.00.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner