Så er dørene igen åbne hos Helgstrand

10-04-2015 14:25

Britt Carlsen

Familien Helgstrand og hele teamet hos Helgstrand Dressage inviterer til åbent hus med hingstefremvising, salgsheste, føl og underholdende indslag i morgen lørdag

Hos Helgstrand Dressage bliver der i dag arbejdet på højtryk for at få alle forberedelser på plads inden lørdagens åbent hus på adressen i Vodskov. Det imponerende ridecenter vil igen danne rammen om et, formodentligt meget velbesøgt, åbent hus, hvor publikum kan glæde sig til at se de mange fantastiske avlshingste, som dels passer deres job som beskelere, og dels er i gang med en uddannelse i sporten.

Andreas Helgstrand har et fuldt berettiget ry for at spotte fremtidens talenter, både hos avlerne herhjemme og i udlandet. Derfor har han samlet en imponerende kollektion af fløj- og præmiehingste i stalden. Det er dog ikke alene sæd fra avlshingstene, som sendes fra Nordjylland til resten af verden, ryttere og trænere fra hele verden søger til Helgstrand Dressage for at finde deres kommende tophest. Det betyder også, at teamet hos Helgstrand Dressage vil vise publikum et lille udsnit af nogle af de salgsheste, som står i de store bokse i de flotte stalde. 

Helgstrand Dressage er som navnet antyder en uddannelses- og konkurrencestald med fokus på dressurhingste og - rideheste. Som det måske er kendt, startede Andreas Helgstrand sin karriere som springrytter på det danske ungrytter landshold. Derfor har han gennem hele karrieren også haft en interesse i springning og springsporten. Da Helgstrand Dressage samarbejder med Zuchthof Klatte i Tyskland sender dette topstutteri to af deres unge, lovende springhingste til Nordjylland for at vise deres talenter for det danske publikum. Det drejer sig om de 5-årige hingste Thagoras e. Toulon og Chaccato e. Chacco-Blue.

I lighed med sidste år vil publikum få lejlighed til at se nogle føl efter stutteriets hingste, og så fortæller Andreas, at der kommer et par overraskende indslag undervejs. Selv har han også fundet de hvide ridebukser frem, og vil fremvise et par heste under arrangementet.


Der er tændt op i grillen, hvor man kan købe velsmagende grillpølser, og så er der kaffe, fadøl og sodavand til fri afbenyttelse hele eftermiddagen. Har man slet ikke mulighed for at komme til Åbent Hus hos Helgstrand Dressage fra kl. 13 til ca. 15.30 - så fortvivl ikke, man har nemlig mulighed for at følge hele arrangementer på ClipMyHorse.

- Vi håber på en positiv og talrig opbakning, og vi glæder os til at hilse på avlere, rytter eog andre interesserede til en hyggelig eftermiddag i det Nordjyske, slutter Andreas Helgstrand. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner