Annika Knudsen Lorentsen
Andreas Schous OL-hest, Darc De Lux e. Darco/Contender (opdr. Morten Augustinus) er landet i Tokyo, hvor Andreas' groom, Hanna Carlsson har taget sig af ham de sidste par dage. Nu er Andreas også på vej mod Tokyo, og det er han sammen med landstræner Bo K. Møller og landsholdsdyrlæge Casper Tschernja, som er en del af det team, der skal hjælpe Andreas til det bedst mulige resultat ved OL.
Bo K. Møller har givet besked om, at de er godt på vej mod Tokyo, hvor de er klar til at lave de sidste forberedelser inden konkurrencerne går i gang i næste uge. Sådan lød meldingen:
— Så er vi på vej, og vi er klar!
Den individuelle konkurrence i springningen starter, som nævnt, tirsdag den 3. august, hvorfra de 30 bedste ekvipager går videre til den individuelle finale, som afvikles onsdag den 4. august. De kommende dage har Andreas mulighed for at træne med Darc De Lux i omgivelserne på det store ridestadion i Tokyo, og søndag, afholdes der en springtræning i arenaen, hvor springrytterne og deres heste, får mulighed for at vænne sig til arenaen.