Royal Diamond er død

15-08-2018 12:34

Camilla T. Schrøder

Avl

Den berømte dressuravlshingst, som blev 24 år gammel, døde af af hjertesvigt som følge af alderdom efter fem års fredelig pensionisttilværelse

Copyright Ridehesten.com
Royal Diamond. Foto: Kiki Beelitz
Nyheden fortsætter efter annoncen

Royal Diamond er død af alderdom efter at have nydt sine sidste fem år på markerne i Normandiet. Det oplyser Dressurpferde Leistungszentrums Lodbergen i en pressemeddelelse.

Den skimlede oldenburgerhingst Royal Diamond e. Rubinstein I/ Inschallah X, som blev født i 1994 hos Hans Francksen i Butjadingen, havde en glimrende karriere i både avl og sport i løbet af sit 24 år lange liv.

Startede karrieren som præmiehingst
Som 2-års blev han præmiehingst ved kåringen i Oldenburgerforbundet og året efter vinder af materialprøven i Neustadt Dosse. I 1999 vandt han Bundeschampionatet for 5-års dressurheste i Warendorf, og den succes gentog han som 6-års. Herefter fortsatte hingsten med mange flotte sejre og topplaceringer op til Grand Prix-niveau i bl.a. Burg-Pokalfinalen i Frankfurt og Landesmeisterschaft Weser-Ems.

Afkom med succes
Royal Diamond har i den grad også efterladt sit hovaftryk i dressuravlen. Otte sønner efter Royal Diamond har opnået kåring, og over 20 hopper efter Royal Diamond er blevet statspræmiehopper.
Takket være sit afkoms succes i international dressur på topplan, ligger Royal Diamond i Top-50 på World Breeding Society for Sporthorses' (WBFSH) liste over dressuravlshingste. Blandt hans mest succesfulde afkom i sporten kan nævnes Royal Happiness OLD, Raffaelo va Bene og Renaissance Tyme. Royal Diamond er desuden morfar til Sådan Que, som Nanna Merrald i øjeblikket rider ved U25 EM.
Afkom efter Royal Diamond har også været meget efterspurgt ved auktionspladserne. Eksempelvis blev afkommet Royal Deniro solgt for 320.000 Euro, mens hammerslaget faldt ved 380.000 Euro foran Royal Milva.

De sidste år
Efter at have stået som avlshingst sammen med sin bror Rohdiamant hos Gestüt Vorwerk i mange år, blev de to hingste solgt til Dressurpferde Leistungszentrum Lodbergen i 2009. Det var også året, hvor Royal Diamond med stor hæder blev pensioneret fra sporten.
For seks år siden blev hingsten købt af Ausbildungszentrum Lee ved schweiziske Bernhardzell, hvor den i et års tid stod til rådighed i avlen. Herefter besluttede ejerne sig for at lade den aldrende hingst gå på velfortjent pension. De sidste fem år har han levet i en lille flok af pensionerede heste på de langstrakte vidder i Normandiet, hvor han til sidst endte sine dage.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner