Riders Cup klar til ambitiøs sæson

24-04-2015 11:00

Britt Carlsen

Danmarks smukkeste springbane er i fuld gang med forårsklargøringen, og inden længe vil heste fra både ind- og udland indtage banerne i Tybjerg på Sydsjælland til intet mindre end seks planlagte stævner fra distriktsplan til internationalt niveau, herunder CSI3*, DM for pony og Baltic Cup - og i denne weekend er C- og B-stævne

Copyright Ridehesten.com

Netop nu lægges der sidste hånd på opbygningen af Riders Cups berømte springmekka uden for Næstved. Forude venter en ambitiøs stævneplan, der kommer til at glæde springryttere på alle niveauer:
- Vi har virkelig smøget ærmerne op, så jeg tør godt love rytterne, at der venter en masse gode springoplevelser til dem igen i år. Vi har lavet endnu flere stævner end tidligere, så vi sikrer, at både amatørrytterne og de professionelle kan få glæde af vores faciliteter, siger arrangør Glen Nielsen.

Allerede denne weekend  indbyder klubben til årets første landsstævne fra den 24. til den 26. april. Stævnet byder også på C-klasser fra LB til LA niveau og herefter B-klasser fra M- til S-niveau. Inden det helt store internationale stævne i august hilser de indbydende baner velkommen til endnu et landsstævne fra den 31. juli til den 2. august. Der vil dermed være mulighed for at ride stævne i hele to uger, hvis man fortsætter ved det internationale stævne.

Topryttere og den velkendte gode stemning
Fra den 6-9. august venter der ridebanespringning udført til perfektion, når ryttere og heste fra verdenseliten tørner sammen ved det berømte internationale CSI3* stævne. Traditionen tro vil der være de absolut bedste faciliteter for både heste og ryttere, og hertil kommer den helt særlige hjemlige atmosfære, der hvert år får ryttere fra både ind- og udland til at vende tilbage, ligesom både publikum og nye ryttere med det samme føler sig godt tilpas. Udover store hesteoplevelser vil der også være god mad, underholdning og overraskelser for hele familien.

Ponyer og juniorer i sensommeren
Allerede den 13-16. august går det igen løs, når klubberne med landets bedste ponyryttere mødes i kampen om den eftertragtede titel som Danmarksmester for ponyhold.
Herefter rundes udendørssæsonen af på fornemmeste vis med en afdeling af det prestigefyldte Baltic Cup fra den 27-30. august. Her kæmper pony- og juniorrytterne om det gule førerunderlag, og de sidste point skal hentes inden den endelige finale i december.

Danmarks smukkeste springbane også indenfor
Riders Cup bliver i fremtiden mere end smukke udendørsbaner. Den 30. oktober til den 1. november indvies en helt ny indendørs springarena, der også kan rumme internationale stævner. Det fejres med et landsstævne krydret med festlige indslag:
- Vi har længe arbejdet på at få vores indendørsanlæg klar til brug. Vi er meget stolte af det, så det skal selvfølgelig indvies med manér, og vi håber, at rigtig mange vil lægge vejen forbi til nogle spændende, sjove og hyggelige dage i slutningen af oktober, siger Glen Nielsen.

Info

Om Riders Cup
Riders Cup er en rideklub (RIC) beliggende i Tybjerg uden for Næstved på Sjælland. Klubben afholder hvert år springstævner for både bredden og eliten. Riders Cup er kendt både internationalt og i Danmark for sine faciliteter i særklasse.

I artiklen Højt til loftet i Herlufmagle, kan man i magasinet Ridehestens september nummer 2014 læse mere om planerne for Riders Cup og om stævnearrangørerne Glen og Kartni Nielsen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner