Britt Carlsen
Knap 30 4-årige heste deltog i Egnethedstesten i region 4 afviklet i Hammelev Rideklub. Dagen forløb gnidningsfrit og der var adskillige moderne springheste til start i egnethedstesten, hvoraf især tophestene gav løfter om stor kapacitet. Det er så afgørende for en god springning, at de unge heste er trygge ved forholdene og opgaven, og dommerne Poul Graugaard og berider Johnny Hansen gav rytterne de bedste betingelser for at gennemføre banen bedst muligt.
Vinder blev Scharlotte Schreibers Welistro e. Lambrusco Ask/Pythogaras opdrættet af rytteren. Det var en fornøjelse at se hesten springe, indledte Johnny Hansen og det kunne man kun medgive ham. Hesten viste en fremragende, regulerbar galop, en super teknik og stor ridelighed og det fik Charlotte fire nitaller for, og det gav hende sejren med 900 points.
Sabine Korfitz Christensen fulgte tæt efter vinderen med 887,5 points for den herlige Goodwill e. Godsend du Reverdy/Nimmerdor fra Carsten Carstensen og ejet af Jesper Meyenburg. Parret fik også en andenplads i DRF’s championatsfinale og Goodwill fik prædikatet en international tophest af Johnny Hansen – en hest der har det der skal til, for at gå hele vejen i sporten, stor kapacitet, ridlighed og en god teknik. For teknik fik parret 8,5, kapacitet 9,0, galop 9,0 og ridelighed 9,0.
På tredjepladsen fulgte Vong’s Dundee e. Diamant de Revel/Grannus ejet og opdrættet af Bjarne Petersen og redet ind på tredjepladsen af Charlotte Schriber, der dermed havde en særdeles god Egnethedstest med flere meget velredne og velforberedte heste af høj kvalitet. Vong’s Dundee fik 875 points og scorede højest for sin fremragende galopkvalitet og kapacitet med 9-taller. I teknik og ridelighed fik parret 8,5 og prædikatet en ærlig hest med en særdeles god balance og stor kapacitet.
Se resultatet af Egnethedstesten på region 4's hjemmeside