Maja Golles
På forhånd havde formand og dyrskuechef Niels Rasmussen regnet med 50.000 gæster gennem tælleapparaterne i de tre dage, hvoraf 30.000 er børn. Rekordbesøget betyder, at sidste års underskud på 700.000 kr. er visket væk og at skuet har vist sin berettigelse i fremtiden som en af de helt store begivenheder i Danmarks tredjestørste by. Flot vejr medvirkede til det gode resultat for det 126. dyrskue i Odense. Det var hverken for varmt eller for koldt, og selv om de deltagende landmænd nok havde håbet på mere vand til markerne, kunne de konstatere, at vejret de tre dage var ideelt for skuet. Niels Rasmussen forklarede på et pressemøde på skuet, at, at det nyder gavn af den retro-bølge, som gennemsyrer samfundet: "Vi kan hurtigt lave en byfest ud af skuet, men det er ikke vores intention. Det gælder om at holde en sund balance mellem holdning og underholdning, mellem by og land og i forhold til de professionelle landmænd, som i dag også omfatter en stor gruppe deltidslandmænd," sagde Niels Rasmussen. Dyrskuepladsen i Odense er udsolgt, og selv om bluetongue måske er årsagen til, at nogle kvægfolk blev væk, er skuet fortsat et godt billede på, hvad fynsk landbrug kan præstere, mener han. Kilde: Landbrugsavisen