Anna Pørtner
Den tyske landsholdsrytter Raphael Netz har overtaget ridningen af NorCordias Sola Diva fra Catherine Haddad i efteråret 2025. I dag fik ekvipagen så deres stævnedebut ved CDN-stævnet i tyske Ankum, hvor de opnåede en flot andenplads i Grand Prix med 71,000%.
NorCordia er glade for samarbejdet med den tyske landsholdsrytter og udtaler følgende efter dagens Grand Prix-debut:
– Vi er meget glad for samarbejdet med Raphael Netz, som nu står for den videre uddannelse af Sola Diva med salg for øje. Raphael er en rytter, der matcher hestens kvalitet og vores ambitioner for hendes fortsatte udvikling.
NorCordia driver faciliteter i Randbøl (DK), Wellington (FL) og Califon (NJ) og arbejder internationalt med træning, udvikling og salg af sportsheste på højt niveau. Organisationen tilbyder også investeringsmuligheder og talentudvikling af unge ryttere – alt sammen med hestevelfærd og klassisk uddannelse som kerneværdier.
Sola Diva er en 11-årig hannoveranerhoppe efter Sarotti Mokka Sahne med De Niro til morfar, som er opdrætter af Volker Redderberg. NorCordia købte hoppen i 2020, hvor hesten efterfølgende blev videreuddannet af Catherine Haddad frem mod FEI-niveau. I 2025 red Haddad stævner på hoppen i Europa, inden tøjlerne senere blev overdraget til Raphael Netz.
– Det er en stor fornøjelse at arbejde med Sola Diva og det profesionelle team hos NorCordia. Jeg er meget taknemmelig for den tillid, jeg har fået ved at overtage så veluddannet en hest, udtaler Raphael Netz.
Raphael Netz er en ung men særdeles talentfuld dressurrytter. I 2023 debuterede han i World Cup-sammenhæng og det ved kvalifikationen i Herning. Oplevelsen var så god, at den unge tysker valgte at vende tilbage året efter, hvor Ridehesten mødte ham til en snak om hans baggrund, tiden hos Jessica von Bredow-Werndl, og hvordan han i en tidlig alder har skabt sin egen filosofi for træning og management af heste. Du finder artiklen i magasinet Ridehesten fra december 2024.