Programmet til VM i Aachen er klar

07-01-2024 10:03

Trine Askjær-Jørgensen

20 år efter, at den populære og verdenskendte stævneplads i tyske Aachen var værter for et historisk VM, vender mesterskabet i intet mindre end seks discipliner i 2026 tilbage dertil

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det internationale rideforbund FEI annoncerede beslutningen om at afholde VM 2026 i Aachen, Tyskland, på deres årsmøde i Mexico City i november. Det var den fælles ansøgning fra det tyske rideforbund og Aachen-Laurensberger Rennverein (rideklubben med base på stævnepladsen i Aachen) om at være værter for VM i seks discipliner samlet på en lokation, der gjorde udslaget for beslutningstagerne.

Aachen var værter ved FEI World Equestrian Games, som det hed dengang, i 2006, og således vender mesterskabet altså 20 år senere igen tilbage til den enorme tyske stævneplads. Stævnet, som omfatter VM i springning, dressur, military, kørsel, voltigering og paradressur, forløber fra den 11.-23. august 2026, og man kan allerede nu sikre sig billetter dertil.

Det bliver dressuren, der åbner ballet med første del af holdkonkurrencen i Grand Prix om tirsdagen den 11. august, hvor også åbningsceremonien finder sted. Dagen efter er der fortsat Grand Prix-dressur, mens voltigering og military tager over torsdag den 13. Fredag den 14. står den på Grand Prix Special samt military og voltigering, som også fortsætter lørdag, hvor dressuren rundes af med den storslåede finale i Grand Prix Kür.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Søndag den 16. rundes også voltigering- og military-konkurrencerne af, hvorefter der er et par pausedage, inden springning- og paradressurkonkurrencerne går løs fra onsdag den 19. til søndag den 23. august. Indimellem begynder også konkurrencerne i kørsel, som sammen med springning og paradressur rundes af med finaler søndag den 23. august.

På hjemmesiden aachen2026.com kan du finde mere information om FEI World Championships Aachen 2026, se programmet, priser på billetter og ikke mindst købe din billet.

Aachen er af mange – specielt topryttere – kendt som en af de absolut bedste og fedeste stævnepladser i verden – og et sted rigtig mange drømmer om at ride.

Et af de ikoniske øjeblikke, rigtig mange husker fra WEG i 2006 i Aachen, er Andreas Helgstrand og Blue Hors Matinés kür, som sikrede dem en individuel sølvmedalje.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen