Power til Helgstrand og heste-Danmark

06-07-2018 15:30

Britt Carlsen

Kapitalfonden Waterland har købt 51% af Helgstrand Dressage, men det er fortsat Andreas Helgstrand, som træffer beslutningerne om køb og salg af hestene, fortæller han til Ridehesten

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand foran hovedbygningen på Møgelmosegaård, der danner rammen om Helgstrand Dressage.

De landsdækkende aviser har slået partnerskabet mellem kapitalfonden Waterland og Helgstrand Dressage stort op. Under overskrifter som: Kapitalfond køber danske luksusheste for millioner (Berlingske Business) har dagspressen fået øjnene op for, at hesteverdenen ikke udelukkende (men heldigvis også er) glade hestepiger, der hygger sig og har det sjovt med deres ponyer, men også big business, der har værdisat Helgstrand Dressage til omkring 800 mio. kr.

Det har været en lang proces for Andreas selv at komme dertil, hvor han har solgt partnerskab i virksomheden. Allerede for to år siden fik han de første henvendelser fra kapitalfonde, men dengang syntes han ikke han var klar. Det er han nu, og han glæder sig over, at der er kommet net under de ansatte, og at hans families økonomiske fremtid er sikret. Det giver ro i maven, og tid til at få nogle af de mange idéer til yderligere udbygning i hesteverdenen til at blive til virkelighed. Det vil give en masse power til hestesektoren herhjemme, flere arbejdspladser og samarbejdspartnere til Helgstrand Dressage, og flere nye idéer til avlen og sporten, som kan være med til at give heste-Danmark et stort løft.

Og så skulle der også meget gerne blive mere tid til at ride. Andreas har fortsat ambitioner i dressursporten, men siden han blev selvstændig i 2009 har fokus udelukkende været på at drive virksomheden Helgstrand Dressage frem, til hvor den er i dag. Med økonomisk tryghed følger også muligheden for igen at give de sportslige ambitioner vinger. For som han siger til magasinet Ridehesten: - Jeg elsker at ride.

I magasinet Ridehestens august nummer kan man læse en større artikel med Andreas Helgstrand, hvor han fortæller noget om de planer, der nu ligger for fremtiden.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen