Peder Rosted er sovet stille ind

13-12-2023 20:06

Trine Askjær-Jørgensen

Tidligere medlem af DRF's militaryudvalg, international military-TD og national springdommer, Peder Rosted, er onsdag aften sovet stille ind

Copyright Ridehesten.com
Peder Rosted. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Natten til onsdag sov Peder Rosted efter lang tids sygdom stille ind i hjemmet på Færgevej i Faaborg omgivet af sine voksne døtre og hustruen Elna.

Peder delte sin passion for militarysporten med døtrene Anne og Signe og var i en årrække medlem af Dansk Ride Forbunds militaryudvalg, en respekteret og vellidt FEI Eventing TD (teknisk delegeret) og national springdommer.

I det civile liv var Peder viceskoleleder, inden han trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet for at nyde sine børnebørn og det dejlige fritidshus på Fanø sammen med Elna.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Som FEI Eventing TD var Peder blandt andet i en årrække involveret i Sportsrideklubbens DM og CCI Copenhagen Eventing, var TD ved SPR's nordiske mesterskab i 2011 og igen ved NM på Vilhelmsborg i 2019, ligesom han var ansvarlig for Eventing ved afviklingen af det flotte pony-EM på Vilhelmsborg i 2016.

– Peder Rosted var ikke blot en fantastisk Eventing-kollega, men blev også en rigtig god ven af vores familie, og vi kommer ligesom rigtigt mange andre til at savne ham, hans store viden og ualmindeligt behagelige og hjælpsomme væsen. Vores tanker går til Elna og resten af Peders familie, siger elitesportschef Anne-Mette Binder, der også er en erfaren militarydommer, på vegne af sig selv og sin familie Christian Struck og Jakob Binder-Struck.

Peder Rosted bisættes fra Helligåndskirken i Faaborg den 21. december kl. 14.00.

Æret være Peder Rosteds minde.

Copyright Ridehesten.com
Peder Rosted (th.) som TD ved Copenhagen Eventing. Foto: Privat
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner