Trine Askjær-Jørgensen
Det med at regne ud, om en given kombination af bil og trailer passer sammen, er ikke altid lige let. Måske skal du leje, låne eller købe en trailer til at transportere din hest og er usikker på, om din bil må trække den.
Rådet for Sikker Trafik har netop udviklet en trailerberegner, der kan fortælle dig, om du lovligt må køre med en bestemt kombination af bil og trailer, og hvis ja, hvor meget vægt der må være på traileren.
Oplysningerne om bil og trailer trækkes fra Motorregistret hos Skat, hvor alle informationer om køretøjer i Danmark findes. Det eneste, du skal bruge, er derfor nummerpladen på bil og trailer samt dit kørekort.
Disse informationer taster du bare ind i beregneren, og så får du med det samme svar på, om du må spænde anhængeren bag din bil, hvor mange kg du må laste den med – og om du skal have trailerkørekort for at køre med kombinationen.
Du finder trailerberegneren på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside.