Thomas Bach Jensen
Adelinde Cornelissen og Parzival kommer ikke til start ved det hollandske dressurmesterskab i Hoofsdorp i weekenden, selv om det er et krav for at kunne blive udtaget til EM-holdet. Parzival har fornyligt gennemgået en hjerteoperation på en klinik i Belgien og har kun været tilbage i træning i ca. en uge.
Det er ikke et helt ukendt scenario, da Parzival efter en skade i 2012 også blev fritaget for at deltage i udtagelsesstævnerne for det hollandske OL-hold. Adelinde og Parzival red så for første gang op ad midterlinjen ved OL, hvor de vandt sølv.
Den hollandske holddyrlæge Jan Greve fortæller, at det først og fremmest drejer sig om Parzivals velbefindende, og han vurderer, at det ikke vil tage lang tid for hesten at være tilbage i topkondition. Den hollandske landstræner Win Ernes mener, at det er realistisk, at Parzival bliver klar til EM i Herning, når man tager hestens erfaring, tekniske kunnen og tidligere præstationer i betragtning.