Panik ved hingstekåringen i Holsten

04-11-2017 11:12

Britt Carlsen

Avl

En hingst rev sig løs under dagens præsentation i Holsten, og det havde potentiale til at gå helt galt. Den danskopdrættede dressurbetonede hingst blev kåret, og så udpegede forbundet 7 præmiehingste

Det begyndte godt ved hingstekåringen i Holsten i dag, hvor den danskopdrættede dressurbetonede hingst Quandoros e. Quaterback opnåede kåring. Opdrætter Anja Nygaard har solgt hingsten på følauktion til Holstenerforbundet, men han bliver sat på auktion senere i eftermiddag, så det afventer Anja med spænding sammen med sin svigerfar Carsten Andersen, der oprindelig har haft den holstenerstamme, som Anja nu avler videre på. 

Copyright Ridehesten.com
En hingst sled sig løs, og så var der panik i hallen.

Afviklingen i dag har fungeret glidende, hvor hingstene har været mønstret alene i hallen og gået på ring - 10 ad gangen. På en af disse ringe var der en del uro. Flere hingste gryntede og hvinede af de øvrige, og flere sprang noget uroligt rundt på skridtringen. Pludselig rev en af hingstene sig løs og gik målrettet efter en af konkurrenterne på banen. Trækkere og piskefører forsøgte fortvivlet at holde hingstene fra hinanden, mens de øvrige trækkere klamrede sig til deres urolige unghingste. Det lykkedes heldigvis for et par modige trækkere, at kaste sig ind i "kampen" og mellem hurtige hove at gribe fat i tøjlerne på den senere præmiehingst. 

Henrik Hansen og Jens Peter Mailund Schmidts Casall-søn opnåede ikke kåring – i alt blev 26 hingste kåret i dag, og heraf blev syv udpeget til præmieringen. Disse hingste mødes igen senere i eftermiddag, hvor fløjhingsten skal udpeges. Skulle man vurdere efter publikums reaktion, så er kat. nr. 65 Sandro Junior e. Sandro Boy/Singulord Joter helt klart publikums favorit til titlen. Han sprang også med et vældigt afsæt i løsspringningen, og så bevæger han sig særdeles smidigt. Han stråler af maskulinitet, men på minussiden er han en kende til den kraftige side. 

Følgende syv hingste er i præmieringen: 
15 Cardin e. Casall/Cassini I
20 Cassitaro e. Casaltino/Cassaro 
25 Caruso Bello e. Cascadello I/Carry 
38 Corniolo e. Cornet Obolensky/Quadros 
39 Can Tici e. Cornet Obolensky/Canto
65 Sandro Junior e. Sandro Boy/Singulord Joter
67 Uno I e. Uriko/Colman

Copyright Ridehesten.com
Publikumsfavorit er helt klart kat. 65 Sandro Junior.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner