Overgange og øgninger del 3

08-12-2019 07:05

I fri trav skal rytteren ved at forlænge tøjlen og ved at gå tilsvarende frem med hånden tillade, at hesten får lov til at strække og sænke sin hals tilstrækkeligt, men hvorfor?  Læs med her

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

I fri trav skal rytteren i særlig grad passe på, at hesten søger ens frem til begge tøjler, og at den bliver ved med at være helt ligeudrettet. Ved at sænke hånden, giver rytteren hesten mulighed for at forlænge sin hals. Hesten skal svine elastisk med i ryggen, så rytteren bliver taget smidigt med i den fremadgående bevægelse. Også når det gælder den fri trav, skal man kun gradvist øge kravet om større trinlængde og rummelighed.

Under forberedelsen til fri galop er hesten allerede blevet stillet en anelse til indvendig side. Rytteren skal imidlertid passe på, at hesten ikke galoperer på to spor. Hesten skal også under selve den frie galop og ganske særligt i afkortningen være stillet en anelse til galopsiden.

I afkortningen i såvel trav som galop må rytteren ikke blokere hesten med tøjlerne. Tværtimod skal han eller hun gennem at forstærke den fremaddrivende hjælp opnå, at bagbenene i overgangen til den samlede gangart placeres længere inde under kroppen. Dermed overtager de mere vægt, hvilket er nødvendigt for at overgangen kan blive smidig. Den energi og spændstighed, som opstod under kroppen. Dermed overtager de mere vægt, hvilket er nødvendigt for, at overgangen kan blive smidig. Den energi og spændstighed, som opstod under øgningen, skal altså bevares i overgangen og føres med ind i den samlede gangart. I overgangen fra fri galop skal man være ekstra opmærksom på, at galoppens korrekte tretakt ikke går tabt.

Hos en ung hest må alle øgninger i starten kun forlanges på en kort strækning. Ved ofte at øge tempoet og igen korte det ind til og fra middeltrav og middelgalop og så senere også til og fra fri trav og fri galop opnår man ikke kun at gøre hesten mere smidig. Man opnår også, at der udvikles et større afskub. Man skal imidlertid ikke undervurdere, hvor anstrengende det er for hesten at udføre en fri trav eller fri galop på en hel diagonal på en 20*60 m bane. Derfor er det også ekstra vigtigt kun at indøve de frie gangarter gradvist.

I fri trav skal rytteren ved at forlænge tøjlen og ved at gå tilsvarende frem med hånden tillade, at hesten får lov til at strække og sænke sin hals tilstrækkeligt uden, at forbindelsen med biddet går tabt. Det skal hele tiden være muligt at regulere skridten og bevægelsesretningen.

Rytteren skal være klar over, at man skal tillade hesten at skridte med den naturlige nikkebevægelse som den fra naturens hånd har brug for, når den skal skridte stort og jordvindende. I middelskridt, hvor skridten er mere afkortet, og hvor hesten også er bedre til biddet, er nikkebevægelsen væsentlig mindre. I samlet skridt, hvor hesten bøjer mere i sine haser og dermed placerer sine bagben energisk inde under kroppen, må hesten ikke nikke mere. Hvis den stadig nikker i samlet skridt, betyder det, at den ikke har taget tilstrækkelig vægt på bagparten. Overgangen til samlet skridt eller til middelskridt må under ingen omstændigheder foregå ved, at rytteren virker bagud med hånden. Gennem en øget fremaddrivende indvirkning og en let forholdende tøjlehjælp "lukkes" hesten bagfra og bliver dermed ansportet til at tage mere vægt på bagparten. Den øgede rejsning fortil skal stå i forhold til samlingsgraden bagfra. Hvor meget skridtene skal eller kan afkortes i samlet skridt, er altid afhængig af den enkelte hests måde at skridte på og af, hvor meget baghovene fra naturens hånd træder over forhovenes spor.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Fejl og hvordan de rettes

Når rytteren forbereder overgange og øgninger, så man han eller hun ikke indvirke for meget med tøjlerne. Og i disse tilfælde skal den fremaddrivende hjælp være den dominerende. Hvis ikke det er tilfældet, så kan bagbenene ikke i de frie tempi placeres langt nok inde under hesten, og resultatet bliver, at rummeligheden ikke øges.

Rytteren må ikke overrumple hesten med sine hjælpere. Resultatet bliver nødvendigvis, at der opstår taktfejl.

Hvis en øgning ikke var tilstrækkeligt forberedt, og hvis hesten af den grund ikke startede øgningen lige på stedet, må rytteren ikke forsøge at kompensere for dette ved at øge at drive hesten overdrevent fremad, mens tempoet sættes op.

Trods den "bevægelsesenergi", som rytteren har opbygget under forberedelsen til øgningen ved at forbedre samlingsgraden, skal hesten stadigvæk forblive løsgjort og bevæge sig ubesværet hvis man inden øgningen har samlet for meget spænding i hesten, er der stor sandsynlighed for, at der indløber taktfejl, at hesten stiver sig i ryggen, at den skræver bagtil, at den går på to spor eller, at bagbenene ikke bliver placeret tilstrækkeligt langt inde under den.

Vil du også forbedre din træning? Så kan du finde mere inspiration til din daglige træning, og hvordan du kan forbedre din ridning i bøgerne Hest og Rytter, bind 1 og 2. Køb bøgerne HER

Kristine Ulsø Olsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen