Østerlund - Danmarks første ridelejr

23-07-2024 21:11

På et fantastisk sted i Virklund ved Silkeborg, ligger Østerlund Ridelejr, bedre kendt som Danmarks sjoveste ridelejr. Tre uger hver sommer, danner ridelejren rammer for fællesskab, sjove stunder og fantastiske oplevelser for børn og firbenede venner

Copyright Ridehesten.com
Østerlund Ridelejr var Danmarks første ridelejr, og blev afholdt første gang i 1972. Foto: Privat.

Tilbage i 1972 kom idéen om Danmarks sjoveste ridelejr til hesteinteresserede Oluf Pedersen. Han ville skabe et hesteparadis for børn og unge på sit sted, Fort Østerlund, der ligger naturskønt i Silkeborg. Det blev startskuddet til Danmarks første ridelejr, der blev kaldt Østerlund Ridelejr og, indtil videre, har været 52 års fast tradition hele sommeren. En ridelejr, der skaber sjove stunder, gode minder og langvarige venskaber på de firbenede venner. 

I dag er det Olufs datter, Trine, der er uddannet skolelærer og til dagligt arbejder på Østerlund med hestepasning, arrangerer bryllupper og andre fester samt barnebarn, Caroline Amalie, der selv er aktiv springrytter, der driver ridelejren. I en lang årrække har de specialiseret sig i at give børn fra 7-15 år en spændende og anderledes oplevelse med hestene. Trine og Caroline Amalie nyder hver evig eneste sommer at skabe de bedste rammer for en god oplevelse for børn og unge med fokus på en ferie med hestene. 
Det bedste ved at være arrangør er helt klart, at kunne give en masse børn oplevelser og venskaber for livet. At kunne se det ene smil efter det andet, når vi laver vores aktiviteter, tætte venskaber der bliver skabt på kryds og tværs, og generelt piger og ponyer, der hygger sig helt vildt, er noget af det bedste ved at afholde ridelejren, fortæller Trine og Caroline Amalie. 

Hos Østerlund Ridelejr, er ugen spækket med aktiviteter, man ikke prøver hver dag. Fokus er på at holde ferie med hesten, og derfor er der ikke almindelig undervisning på programmet, som man oplever til hverdag. Derimod er der aktiviteter som badeture med hestene, skovtur, voltigering, kørsel med sulky, springning, ponygames, galopløb og meget mere. 
Hos os laver man nye spændende ting, som mange måske ikke er vant til i dagligdagen. Vi rider skovture, bader med hestene, springer træstammer og lignende ting, som man ikke oplever hver dag, fortæller Trine og Caroline Amalie. 

Som deltager hos Østerlund behøver man ikke nødvendigvis at eje sin egen hest eller pony, der kan nemlig lånes en hos dem. Hesten bliver altså ens egen hele ugen, hvor der både skal strigles, renses hove, rides, fodres og nusses, som var det ens egen hest. Der kan selvfølgelig også medbringes egen hest eller pony, men her er altså mulighed for en fantastisk uge i hestens tegn, uden det kræver egen hest eller pony. På Østerlund kan næsten alle være med, uanset niveau. Det eneste krav er, at man skal kunne trave uden trækker. Aktiviterne opdeles i hold, så man er på hold med andre, der er på samme niveau som en selv. 

Trine og Caroline Amalie har netop afsluttet tre ugers intensiv ridelejr, hvor deres sted har været spækket med glade, hestetossede børn og unge fra uge 27 til og med uge 29. Her har børnene, foruden sjove hesteaktiviteter, sovet i indianer-tipi, der rummer plads til alle ridelejrens deltagere: – At overnatte på denne måde, giver virkelig en god stemning og et godt sammenhold. Alle samles hver aften til sengetid, så det skaber et rigtig godt fællesskab, fortæller Trine og Caroline Amalie.

Når vi kigger tilbage på de tre uger i år, er det bedste helt sikkert, at det arbejde vi lægger i at holde en lejr for så mange børn og heste, som vi selv synes er så sjovt, bliver tager så godt imod. Alle de positive tilbagemeldinger vi modtager efterfølgende, fra både børnene og deres forældre, er simpelthen den skønneste følelse. Når børnene tager afsted fra Østerlund med tårer i øjnene, og fortæller at det har været den bedste uge, kan vi som arrangører kun blive glade og stolte. Vi glæder os allerede til næste år, afsluttes der med et kæmpe smil. 

Du kan læse meget mere om Østerlund Ridelejr på deres hjemmeside lige her, eller tjekke deres Instagram ud, hvor der bliver delt sjove stunder og billeder fra ugerne. 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen