Maja Golles
De ved nok ikke selv, hvor heldige de er. For mange andre steder var de blevet aflivet. De kan nemlig ikke bruges til noget. 12-årige Newmann er tidligere dressurhest - indtil han fik en rygskade. Friseren Karla på fire år har en skade i det ene forben. - Man kan ikke ride på dem. Newmann er nok blevet redet af én, der var for tung. Karla har en diskusprolaps i benet, som skyldes noget medfødt. Hvis der avles på hende, er der en risiko på 80 procent for, at afkommet får den samme skade, siger Christian Middelboe. Han kendte godt til hestenes skader, da han overtog dem i sommer. Han vidste, at de ikke kunne bruges til noget, og han har skrevet under på, at han aldrig vil ride på dem. - De er gået på pension. De skal bare have lov at gå og hygge sig. De er hygge-heste, siger Christian Middelboe. Newmann fik han fra foreningen Nyt Hesteliv. Foreningens formål er at hjælpe ældre, syge eller nødstedte heste til et godt liv. Karla fik han gennem en kontakt i Jylland, der arbejder med samme formål. Hestefoderet blev faktisk årsag til, at Christian Middelboes liv nu har taget en ny drejning. - Jeg skulle jo finde det rette foder til dem. Men det var ikke til at finde en forhandler, som kunne sige: Til lige netop den hest skal du have dét foder. Så jeg begyndte at grave i det, fortæller han. Christian Middelboe understreger, at der kan være stor forskel på det rette foder fra hest til hest - afhængigt af dyrets alder, skavanker og meget andet. Men han fandt noget, han kunne bruge, i Bayern i Sydtyskland. Økologisk. Det bestilte han hjem. - Jeg talte med bekendte om det. For der må være andre, som har det samme problem med at finde det rette foder. Så fik jeg idéen til at starte en butik, fortæller Christian Middelboe, der ellers arbejder inden for solariebranchen. Han købte flere forskellige slags hestefoder hjem, og også foder til hunde og katte. Han oprettede en hjemmeside og planlagde, at butikken skulle åbne til februar. Men planen holdt ikke. For flere hesteejere fandt frem til hans hjemmeside, og bestillingerne begyndte at strømme ind. Så han åbnede for salget allerede i december, selv om han slet ikke var færdig med at indrette butikslokalet i en del af staldbygningen. - Det var ment som en hobby eller en bibeskæftigelse. Men sådan som det er gået, satser jeg på, at jeg på et tidspunkt kommer til at leve af det, siger Christian Middelboe. Kilde: Fyens Stiftstidende