Annika Knudsen Lorentsen
Omkring halvvejs igennem den krævende bane ved den individuelle OL finale i springning i går, fik irske Cian O'Connors hest næseblod. Den 9-årige vallak, Kilkenny, gennemførte dog fortsat banen i fin stil, og ekvipagen kom i mål med blot en tidsfejl.
Først var det uvist, hvorvidt ekvipagen ville blive elimineret på grund af blødningen, men de endte med at blive noteret for den ene tidsfejl, og dermed endte de som nr. 7 i den individuelle konkurrence.
Ikke en del af holdkonkurrencen
Den irske rytter har besluttet sig for, at Kilkenny ikke skal gå med i holdkonkurrencen, og derfor bliver det den irske reserve Shane Sweetnam, der vil udgøre det irske hold sammen med Darragh Kenny og Bertram Allen.
– Han ser godt ud, og dyrlægerne har tjekket ham igennem. Vi har tilladelse til at fortsætte med at konkurrere, men for mig er hans fremtid vigtigere, og derfor vil jeg blive på jorden og hjælpe Bertram, Darragh og Shane med forhåbentligt at få en medalje i holdkonkurrencen, udtaler Cian i en video på sin Instragam. Se videoen nedenfor.
Normalt bliver en ekvipage elimineret såfremt der findes blod på hesten efter ridtet, men det gælder ikke næseblod. Inden længe skal de øvrige springheste i dyrlægetjek inden holdkonkurrencen i morgen, og det bliver spændende at se, om der bliver foretaget andre udskiftninger.