Nyhed: DWB World Cup følauktion i Herning

23-09-2018 12:26
Avl

Under navnet DWB World Cup Auction har World Cup Herning og Dansk Varmblod skabt en ny auktion, der fredag  den 19. oktober vil sælge 15-18 føl af høj kvalitet

Copyright Ridehesten.com
Auktionarius Casper Cassøe er klar til at svinge hammeren under World Cup i Herning i oktober måned.

Et stort fagpublikum fra ind - og udland samles til World Cup-stævnet i Herning, der vil sætte den perfekte ramme om en følauktion over sent fødte føl af topkvalitet.

Auktionarius Casper Cassøe vil således svinge hammeren over 15-18 selekterede topføl fredag eftermiddag den 19. oktober under World Cup-stævnet i MCH Messecenter Hernings hal M. Føllene vil tidligere på dagen blive præsenteret for publikum i hallen.

Det vil være en god blanding af spring- og dressurbetonede og udelukkende DV-registrerede føl, og primært de sent fødte føl, som ikke har kunnet deltage på Dansk Varmblods Elitefølauktion i august.

Har du et oplagt emne, som du ønsker besigtiget til World Cup-auktionen, skal du sende din tilmelding til lrb@varmblod.dk eller cc@varmblod.dk med oplysning om føllets afstamning og hoppestammens resultater samt gerne foto og video.

Tilmeldingsfristen til besigtigelse er den 3. oktober 2018. Der kan udelukkende tilmeldes føl, der er registreret i Dansk Varmblod. Udtagelsen af føl til auktionen finder sted fredag den 5. oktober kl. 15.00 på Vilhelmsborg, hvor føllene også vil blive filmet.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner