Trine Askjær-Jørgensen
Dressurdelen af programmet ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning blev igen i dag indledt af en 1-stjernet klasse, nemlig Intermediaire I i Hal M. Her var 14 mere eller mindre rutinerede ekvipager i disse sammenhænge til start. Hvor gårsdagens sejr gik til Nanna Skodborg Merrald, så måtte hun i dag se sig slået af en anden erfaren rytter.
Anna Kasprzak, der selv er tidligere OL-finalist og i det hele taget har et utal af resultater bag sig, red Everian L e. Everdale/ Hochadel (opdr. Karsten Bundgaard) til en score på 74,500% og sejr. Den nu 8-årige DV-vallak, der er tidligere UVM deltager og vandt 7-års finalen i Pavo og DRF’s championat for dressurheste i efteråret, går med stor lethed og ynde og viste flotte øvelser, som lover godt for fremtiden. Der var en lille fejl i toerchangementerne, men ellers havde parret en rigtig flot tur med mange højdepunkter.
På andenpladsen blev det Nanna Skodborg Merrald med Blue Hors Farrell e. Fürstenball/ Dacaprio. Den 12-årige avlshingst dansede derudad i en letfodet og svævende trav. Der var flotte sidetraversader med stor skulderfrihed og overtrædning, en flot zigzag-traversade, rigtig flotte toer- og treerchangementer, som var flydende og gennemsprungne. Det blev til en procent på 74,571%.
Hvor det i går var den rutinerede ungrytter, Sophia Ludvigsen, der løb med tredjepladsen, så gik denne placering i dag til en af hendes landsholdskammerater. Kristian Würtz Green fik på opvarmningen forud for klassen kyndig træning af tidligere landstræner Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, der ikke var i Herning til at hjælpe ham i går, fordi hun selv var ude at have sin første stævnestart i lang tid.
Med dansk varmblodsvallakken Bovbjergs Zhivago e. Blue Hors Romanov/ Blue Hors Don Schufro har Kristian i januar og februar startet et par Intermediaire I-klasser til landsstævner og havde i november 2022 sin debut i 3-stjernet Intermediaire, hvor det blev til godt 69%. I den 1-stjernede klasse i dag red Kristian og Zhivago et flydende program med stor harmoni mellem hest og rytter samt sikkerhed i øvelserne. Der var ikke meget at sætte en finger på, måske kun lige et par lidt tidlige changementer og overgange, men ellers var det et virkelig flot program med mange højdepunkter. Det blev da også til en personlig rekord med 72,618%.
Flot international debut
Klassen endte med en dansk top-4, idet Sophia Ludvigsen indtog fjerdepladsen efter Kristian, mens der på femte- og sjettepladsen kom to svenskere, henholdsvis Sofie Lexner med Kingston e. Apache/ Diamond Hit og den populære influencer Carl Hedin med Davalerian e. Dante Weltino/ Vivaldi, i daglig tale Lucas.
Lige udenfor placeringsrækken på en flot syvendeplads kom endnu en svensker, men hun kan vel efterhånden betragtes lidt som dansker, fordi hun har været i Danmark så længe. Emma Ahlberg, der driver Ahlberg Ringkær Horses sammen med exam. berider Lars Ringkær på Vandstedgaard ved Nibe, havde taget den 8-årige hoppe Logo's Gaya e. Grand Galaxy Win/ Blue Hors Don Romantic (opdr. Jette Fries) med til Herning for at debutere internationalt. Det er ikke Gayas første gang i Herning, for tre år siden gik hun nemlig i unghestechampionatet, hvor det blev til en sejr i B-finalen. Tre år senere var hoppen nu som 8-årig klar til at prøve kræfter med et par internationale, 1-stjernede klassen, begge dage med en flot syvendeplads til følge.
Emma fortæller i videoen her om, hvordan hun synes, det er gået med den internationale debut: