Ny ponylandstræner i springning

20-12-2014 11:37

Lars Trier Kjøller er blevet ansat som ny ponylandstræner i springning 

Copyright Ridehesten.com
Lars Trier Kjøller - her på Calmira ved Dansk Varmblods Eliteskue 2014.

Lars har med stor succes arbejdet med at uddanne og udvikle ryttere og springheste i løbet af de sidste 15 år. Han har også selv stor erfaring på konkurrencebanerne, og er eks. berider. Nu er han klar til at udvikle og styrke den danske ponyspringning som landstræner.

Springrytter med stort S
Karrieren som springrytter og træner tog for alvor fat dengang Lars startede med træner- og berideruddannelsen, som han afsluttede i 1998. Siden er hans engagement i ridesporten vokset støt og roligt. Nu arbejder Lars som træner og berider sideløbende med, at han er direktør for LK Equestrians, som er en uddannelses- og salgsstald i Troldkær.

God erfaring med unge ryttere
Den daglige træning på rideklubben Toldstedgård Springcenter sker med henblik på uddannelse af elever til både nationale og internationale stævner. Her har Lars haft god succes med blandt andet pony- og juniorryttere, der har deltaget ved Europamesterskabet og Nordisk Mesterskab.

- Jeg forventer, at vi har fundet en rigtig god mand til posten, der kan fortsætte den gode udvikling, som ponyspringsporten er i. Lars har et gennemgående kendskab til hele springsporten fra pony- til seniorniveau, og er uddannet berider. Han har arbejdet med både klubber og private stalde, og han har deltaget i konkurrencer på internationalt plan - både som rytter og træner for pony-, junior- og ungryttere. Alt dette giver ham en solid erfaring, som, jeg tror, vil komme dansk ponyspringsport til stor gavn, siger Lars Nørgaard Pedersen, elitechef i springning.

Dialog med de dygtige trænere
- Der har været en fin udvikling i ponyspringsporten de senere år. Generelt over hele linjen er ridningen blevet meget bedre. Jeg synes, at Lars Terkildsen har gjort et rigtig godt stykke arbejde, og det er noget af en tung arv, jeg skal til at løfte. Det glæder jeg mig til, og jeg vil gøre mit bedste for at følge op på Lars’ gode arbejde.

- Jeg vil gøre meget ud af, at have en god dialog og kommunikation med alle de dygtige trænere vi har herhjemme. I samarbejde med elite- og talentchef Lars Nørgård Pedersen skal vi nu udarbejde en plan for det fremtidige arbejde.

- Jeg glæder mig til de nye udfordringer, og jeg er glad for, at det blev mig. Det kan man godt blive stolt af, slutter Lars.

Den nye landstræners opgaver
Ponylandstræneren skal sammen med de øvrige landstrænere og elitechefen være primus motor for den fremtidige talentudvikling inden for ridesporten. Landstræneren skal varetage samlinger for bruttohold og talentsamlinger og medvirke til at udarbejde træningsplaner og stævneplaner for rytterne i bruttogruppen i samarbejde med forældre og private trænere.

Derudover skal ponylandstræneren udtage landshold til NM, EM og internationale stævner samt optræde som holdleder ved udvalgte stævner.

Værdisæt for udvikling af ridesporten
Fremtidens ridesport skal handle om langt mere end at vinde, at have hesten med de mest imponerende gangarter eller få den hurtigste tid. Det skal i højere grad gælde om at udvikle rytternes ridemæssige færdigheder, finde deres glæde ved sporten frem og fokusere langt mere på holdånd og samarbejde. I værdisættet, som er udarbejdet af Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF), ”talentHUSET” hedder nøgleordene helhed, udvikling, samarbejde, engagement og trivsel. De fem nøgleord er blevet omsat til en konkret ramme for ridesportens talentudvikling, hvor den gode ridning belønnes.
- Helhed – fokus på talenternes samlede miljø.
- Udvikling – fokus på færdigheder med det langsigtede mål for øje.
- Samarbejde – med talenterne i centrum og involvering af nøglepersoner.
- Engagement – træneren er afgørende for talenternes udvikling og fastholdelse.
- Trivsel – glæde til træning og evne til at håndtere modgang.

Læs mere om, hvordan nøgleordene udmøntes, og hvad de konkret betyder for fremtidens ridesport på side 4 i DRF Spot/december.

De lagsigtede mål for Dansk Ride Forbunds talentudvikling er:
• at skabe seniorryttere, der har ridemæssige kompetencer blandt de allerbedste i verden.
•at skabe en talentudvikling, der giver muligheder for at udvikle rytterne maximalt til det niveau, som de har ressourcer og ambitioner til.
•at skabe en talentudvikling, hvor de enkelte ryttere og deres omgivne system kender udviklingsvejen til den internationale elite.
•at de unge mennesker gennem ridesporten får styrket et bredere spektrum af deres kompetencer, og udvikler sig som hele mennesker – og ikke kun som ryttere.
•at talentudviklinger sker med udgangspunkt i Aldersrelateret Træning.

Kilde: Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner