Sandra Kaiser
Den 2-årige uddannelse til jordbrugsteknolog får fra september en overbygning i form af en professionsbacheloruddannelse i jordbrugsvirksomhed. Uddannelsen er udviklet af Erhvervsakademi Aarhus, Erhvervsakademi Sjælland og Erhvervsakademi Lillebælt i tæt samarbejde med en række parter fra landbrugs- og fødevaresektoren. - Såvel virksomheder som organisationer inden for landbrug, fødevarer og anlægsgartneri har længe ønsket sig en overbygning som supplement til den ellers populære og anerkendte jordbrugsteknologuddannelse. Efterspørgselen på dygtige rådgivere stiger i takt med at for eksempel landmændene selv bliver bedre og bedre uddannet, fortæller Thomas Bent Larsen, der er forstander på jordbrugsuddannelserne på Erhvervsakademi Aarhus. De kommende professionsbachelorer bliver i stand til at varetage komplekse problemstillinger på højt niveau i ledelses, rådgivnings- eller forvaltningsstillinger. Uddannelsen består af tre semestre af hver 20 ugers varighed, og indeholder en række obligatoriske fag inden for blandt andet ledelse, strategi, kommunikation og salg. De studerende vælger enten studieretningen biologi eller jordbrugsøkonomi, og derudover skal der vælges specialefag inden for områderne husdyr, miljø eller økonomi og virksomhedsdrift.Det sidste semester består af en obligatorisk praktikperiode. Med en professionsbachelor i jordbrugsvirksomhed vil der formentlig blive mulighed for at læse en kandidatoverbygning på universiteter i Danmark eller i udlandet. Erhvervsakademi Aarhus holder informationsmøde om den nye uddannelse torsdag den 12. maj klokken 19.00. Læs mere om både uddannelsen til jordbrugsteknolog med hestespeciale og professionsbacheloren via linket til højre. Kilde: Pressemeddelse
I Ridehestens Juni udgave kan du læse mere omkring de nyeste hesteuddannelser. Her kan du også læse interviewet med Jordbrugsteknologstuderende Mette Surlykke, som har planer om at udbygge sin uddannelse med Professionsbacheloren i jordbrugsvirksomhed til efteråret.